Journalist døde i slåskamp på konsulat ifølge Saudi-Arabien

Journalisten Jamal Khashoggi forsvandt den 2. oktober. Nu siger Saudi-Arabien, at han døde på det saudiske konsulat i Tyrkiet.

Den saudiske journalist Jamal Khashoggi er død på det saudiske konsulat i Tyrkiet, siger Saudi-Arabien nu. (Foto: Ali haider © Scanpix)

Jamal Khashoggi var en 59-årig saudisk journalist, der var kritisk overfor kongefamilien i Saudi-Arabien. Derfor boede han i USA.

Men den 2. oktober besøgte han Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, fordi han skulle have nogle dokumenter, så han kunne blive gift med sin tyrkiske forlovede.

Jamal Khashoggi har siden været forsvundet. Saudi-Arabien sagde først, at han selv forlod konsulatet, men nu siger landet, at han er død på konsulatet.

Drabet på Khashoggi

Jamal Khashoggi var en saudisk journalist, der blev dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i oktober 2018.

Se Tema

Saudi-Arabien har anholdt flere i sagen

Ifølge CNN har en offentlig anklager i Saudi-Arabien sagt, at det var en slåskamp mellem Jamal Khashoggi og folk på konsulatet, der førte til Jamal Khashoggis død.

Saudi-Arabien har anholdt 18 saudiarabiske statsborgere i forbindelse med sagen, og vicechefen for den saudiske efterretningstjeneste er blevet afskediget.

De arabiske lande Egypten, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Yemen har udtrykt respekt for den måde, som Saudi-Arabien har behandlet sagen på.

Statsminister insisterer på sandheden

Ifølge en talsmand er FN's generalsekretær, António Guterres, dybt bekymret over Jamal Khashoggis død på konsulatet, og han efterlyser en grundig efterforskning.

USA's præsident, Donald Trump, siger, at Saudi-Arabien nu har taget "et godt første skridt, og et stort skridt". Statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) efterlyser sandheden om drabet på Jamal Khashoggi.

- At saudiaraberne har bekræftet, at han er død, efter først at have forklaret, at han forlod konsulatet i levende live, viser, at vi ikke har fået den fulde sandhed, og det er vi nødt til at insistere på, siger han.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve