Nepal fordobler antallet af vilde tigre

Den vilde tiger er en truet dyreart. Men Nepal har på ti år fordoblet antallet af vilde tigre fra 121 til 235 tigre.

(ARKIV) Der er omkring 3.900 vilde tigre på verdensplan. (Foto: ho © Scanpix)

Der er cirka 3900 vilde tigre i verden, men tigeren er en truet dyreart.

Derfor mødtes de 13 lande, hvor tigrene lever, til et møde i 2010. Her blev de enige om, at de ville fordoble tiger-bestanden frem mod 2022.

I Nepal har staten arbejdet målrettet med at beskytte de vilde tigre, og nu er antallet af vilde tigre fordoblet fra 121 i 2009 til 235 i 2018.

Tigrene er truet af krybskytter

Den største trussel mod de vilde tigre er krybskytter og den illegale handel med blandt andet tigerskind, tigerknogler og tigerkropsdele, som bruges til medicin.

Tigrene får også færre områder at leve i, fordi verdens befolkning vokser, og mennesker bosætter sig i de områder, hvor tigrene lever.

Skuespilleren Leonardo DiCaprio har givet penge til Nepals projekter for tigre. Han siger, at Nepal tjener som et forbillede for resten af Asien og verden.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve