OVERBLIK Verdens ledere kritiserer USA’s klima-exit

Politikere fra USA og Europa kritiserer Trumps beslutning om at trække USA ud af den globale klimaaftale. Aftalen blev vedtaget i december 2015.

I december 2015 blev knap 200 lande enige om en klimaaftale ved FN´s klimatopmøde i Paris. Landene forpligtede sig til at hjælpe med at stoppe den globale opvarmning.

Torsdag aften meddelte Donald Trump, at USA nu trækker sig ud af klimaaftalen. Han mener ikke, at klimaaftalen er økonomisk fair over for USA.

Nu kritiserer politikere i både Europa og USA Trump, fordi han har valgt, at USA ikke længere vil være med i klimaaftalen.

Obama kritiserer Trumps beslutning

USA's tidligere præsident Barack Obama siger, at Trump ”afviser fremtiden”, efter at han har besluttet, at USA skal trække sig fra klimaaftalen.

Han siger dog også, at han er sikker på, at de amerikanske delstater stadig vil hjælpe med at beskytte miljøet.

Den tidligere udenrigsminister John Kerry og andre demokratiske politikere har også offentligt kritiseret Trump.

Europæiske ledere er også utilfredse

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (Venstre), siger, at ”det er en sørgelig dag for verden”.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, siger, at Paris-aftalen er nødvendig for at beskytte fremtidige generationer.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, gik torsdag på tv for at dele sin holdning til, at USA trækker sig fra Paris-aftalen.

Ovenfor kan du se en video, hvor Macron taler i tv.

Facebook
Twitter