Pirater fanget af dansk krigsskib får 7 års fængsel

24 pirater er blevet idømt syv års fængsel i Kenya. Piraterne blev fanget af det danske krigsskib Esbern Snare i 2011.

Soldater på det danske krigsskib Esbern Snare var i kamp med pirater. Nu er piraterne idømt syv års fængsel i Kenya.

 

24 pirater er blevet idømt syv års fængsel i Kenya. Piraterne blev fanget af det danske krigsskib Esbern Snare i 2011.

Danmark har i flere år haft krigsskibe ud for Afrikas østkyst for at forhindre pirater i at kapre danske skibe.

Soldaterne ombord har fanget flere pirater, men de har også været nødt til at sætte mange fri igen, fordi soldaterne ikke havde nok beviser mod dem.

Derfor glæder det forsvarsministeren, at det nu er lykkes at få 24 af dem dømt:

- Jeg er meget tilfreds med, at de danske soldaters grundige arbejde og indsamling af beviser har ført til, at Kenya har fældet dom over piraterne, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (Socialdemokraterne).

Piraterne skød mod danskerne

Krigsskibet Esbern Snare fulgte i maj 2011 efter et skib, der var blevet kapret af piraterne ud for Somalia.

Skibet hed F/V Ariya, og piraterne brugte det som base til at kapre flere skibe.

Da Esbern Snare forsøgte at standse F/V Ariya, skød piraterne mod Esbern Snare. De danske soldater skød igen, og så overgav piraterne sig.

Da de danske soldater kom ombord på F/V Ariya, fandt de 16 iranske gidsler.

Det er godt for retsfølelsen

Danskerne tog de 24 pirater til fange og afleverede dem til politiet i Kenya. Nu er de blevet idømt syv års fængsel i Kenya.

- Dommen har stor betydning for kampen mod pirater og for retsfølelsen - ikke mindst for de søfolk som er i fare for at blive piraternes gidsler, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

/ritzau/

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve