Præsidentkandidat i Brasilien blev stukket med kniv

Brasilien skal vælge ny præsident den 7. oktober. Torsdag blev præsidentkandidat Jair Bolsonaro stukket ned.

Jair Bolsonaro er præsidentkandidat i Brasilien. Han er han fotograferet torsdag, før han blev stukket i maven. (Foto: ANTONIO Scorza © Scanpix)

Brasilien skal vælge ny præsident den 7. oktober.

Jair Bolsonaro er præsidentkandidat, og han er derfor i gang med at føre valgkamp.

Men torsdag blev han stukket i maven med en kniv, da han førte valgkamp i byen Juiz de Fora i den sydøstlige del af Brasilien.

Præsidentkandidaten var i livsfare

Jair Bolsonaro blev bragt til hospitalet, og ifølge personalet var han i livsfare, da han ankom til sygehuset.

Ifølge lægerne blev han behandlet for et dybt knivstik. Operationen tog to timer.

Jair Bolsonaro ligger nu på intensiv-afdelingen og er i stabil tilstand. Det vurderes, at det vil tage ham to måneder at komme sig.

Politiet har tilbageholdt en mand

Jair Bolsonaro er en kontroversiel kandidat fra den yderste højrefløj, og han står til at blive en af de store stemmeslugere ved valget.

Han har i næsten tre årtier været medlem af Brasiliens kongres, men han lovpriser det forhenværende diktatur i Brasilien.

Politiet har tilbageholdt en mand, der befandt sig i området, hvor Jair Bolsonaro blev stukket i maven.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve