Putin og Kim Jong-un mødes for første gang nogensinde

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og lederen af Nordkorea, Kim Jong-un, mødes for første gang. Mødet holdes i Rusland.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og lederen af Nordkorea, Kim Jong-un, holder møde i dag i byen Vladivostok i det østlige Rusland.

Det er Vladimir Putin, der har inviteret Kim Jong-un, og det er første gang, at de to ledere mødes.

Vladimir Putin og Kim Jong-un skal diskutere forholdet mellem landene Nord- og Sydkorea. De skal også diskutere forholdet mellem Nordkorea og USA.

Korea blev opdelt i to lande i 1953

Nordkorea og Sydkorea var tidligere ét land og hed Korea. Men i 1953 blev Korea opdelt i to efter den såkaldte Korea-krig. De to lande har aldrig lavet en formel fredsaftale.

Men i april 2018 mødtes Kim Jong-un med Sydkoreas præsident, Moon Jae-In. De underskrev en aftale om, at den koreanske halvø skal være fri for atomvåben.

Kim Jong-un mødtes også med USA's præsident, Donald Trump, i juni sidste år. Det var første gang, at en leder af Nordkorea mødtes med en siddende amerikansk præsident.

Putin støtter forsøget på at få et normalt forhold til USA

Kim Jong-un og Donald Trump underskrev i juni en aftale om, at der skal skabes nye relationer mellem USA og Nordkorea. De mødtes også i februar i år, men lavede ikke nogen aftale.

Vladmir Putin sagde inden mødet i dag med Kim Jong-un, at han støtter Nordkoreas forsøg på at få et normalt forhold til USA. Det skriver Reuters.

- Jeg har stor tiltro til, at dit besøg i Rusland i dag vil hjælpe os til bedre at forstå, hvordan vi kan løse situationen på den koreanske halvø, sagde Vladmir Putin.

Ovenfor kan du se en video, hvor Kim Jong-un og Vladimir Putin hilser på hinanden før deres møde i dag.

Facebook
Twitter