Trump trækker USA ud af klimaaftale

I december 2015 lavede cirka 200 lande en ny klima-aftale for at forsøge at stoppe den globale opvarmning. Torsdag meddelte USA´s præsident, at USA trækker sig fra klima-aftalen.

I december 2015 blev cirka 200 lande enige om en klimaaftale ved FN´s klimatopmøde i Paris.

Klimaaftalen forpligter alle landene til at hjælpe med at stoppe den globale opvarmning. Det skal blandt andet ske ved, at landene udleder mindre CO2.

Torsdag aften meddelte Donald Trump, at USA nu trækker sig ud af klimaaftalen. Han mener ikke, at klima-aftalen er fair for USA.

Trump vil have en ”fair” klimaaftale

Trump sagde allerede under valgkampen, at han ville trække USA ud af klimaaftalen, hvis han blev præsident. Han kaldte de menneskeskabte klimaforandringer for ”et stort fupnummer”.

Trump mener, at aftalen er økonomisk uretfærdig over for USA, og at aftalen ikke stiller hårde nok krav til lande som Indien og Kina. Derfor vil Trump forsøge at få en ny klimaaftale, siger han.

- Jeg blev valgt til at repræsentere indbyggerne i Pittsburgh, ikke Paris, siger Donald Trump.

Delstater har egne klimaplaner

En stor del af den amerikanske klima-indsats foregår dog inden for USA's enkelte stater, som Donald Trump ikke kan kontrollere. 34 stater har allerede lavet handlingsplaner for klimaet.

Donald Trump nævnte byen Pittsburgh som eksempel i sin tale. Men ifølge byens borgmester, Bill Peduto, vil indbyggerne i Pittsburgh stadig støtte klimaaftalen.

- Som borgmester i Pittsburgh kan jeg forsikre jer om, at vi vil følge retningslinjerne i Paris-aftalen for vores borgere, vores økonomi og vores fremtid, skriver borgmesteren på Twitter.

Ovenfor kan du se en video, hvor Donald Trump fortæller, at USA trækker sig ud af klimaaftalen.

Klimaaftalen Paris 2015

  • Landene skal hurtigst muligt forsøge at få udslippet af CO2 til at falde. Samtidig skal landene samarbejde om at udrydde fattigdom.

  • Man skal forsøge at holde klodens temperatur-stigning under to grader og helst kun 1,5 grader.

  • Landene skal i alt bruge cirka 681 milliarder kroner om året på at forbedre klimaet.

  • Landene skal mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene. Det første møde finder sted i 2018, selvom aftalen først træder i kraft i 2020.

  • Lande skal hurtigst muligt nedbringe deres CO2-udslip. Landene erkender, at dette vil tage længere tid for visse lande. Eksempelvis Indien, hvor 300 millioner mennesker endnu ikke har adgang til elektricitet.

  • Der er ingen straf for lande, der ikke overholder deres klimamål, men alle lande skal indberette, hvad de gør for at udlede mindre CO2.

FacebookTwitter