USA trodser Kina og sejler krigsskib gennem Taiwan-strædet

USA sejlede onsdag et krigsskib gennem Taiwan-strædet. Man forventer, at det vil skabe spændinger i forholdet til Kina.

En amerikansk destroyer sejlede onsdag igennem Taiwan-strædet. Arkivfoto. (Foto: handout © Scanpix)

Taiwan er en ø, som ligger øst for Kina. Her bor mere end 23 millioner mennesker.

Onsdag sejlede USA en destroyer og en olietanker igennem Taiwan-strædet, som er vandet mellem Kina og Taiwan.

Det oplyser en talsmand for USA’s militær ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til torsdag dansk tid.

USA: Alle må sejle i Taiwan-strædet

Kina mener, at Taiwan tilhører Kina. Derfor mener Kina, at det er ulovligt for andre lande at sejle igennem Taiwan-strædet.

Men det mener USA ikke. Derfor mener USA, at Taiwan-strædet er internationalt farvand, som alle må sejle igennem.

Kina har endnu ikke reageret på gennemsejlingen. Man forventer, at den vil øge spændingerne imellem USA og Kina.

Frankrig sejlede igennem i april

Det er ikke første gang, at et vestligt krigsskib sejler gennem Taiwan-strædet. I april gjorde et fransk krigsskib det også.

Det skete for at markere støtte til USA. Det sagde franske embedsmænd dengang til nyhedsbureauet AFP.

Kina har truet med at invadere Taiwan, hvis øen skulle erklære sig selvstændig.

/ritzau/

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve