VIDEO Førerløs lastbil kører for første gang på offentlig vej

I dag kørte en førerløs lastbil ud på offentlig vej i den svenske by Jönköping. Her skal den fragte varer i et industriområde.

Den selvkørende T-pod-lastbil har ekstra plads til varer, fordi der ikke er et førersæde.

Den svenske virksomhed Einride har i dag sendt deres førerløse lastbil ud på offentlig vej for første gang. Det skriver det svenske medie SVT og nyhedsbureauet Reuters.

Lastbilen hedder T-pod og skal fragte varer for den tyske transportvirksomhed DB Schenker i et industriområde i Jönköping i det sydlige Sverige.

Ifølge Einride er lastbilen batteridreven, og er den første af sin art i hele verden.

Der skal hele tiden være en person i nærheden

T-pod er blevet testet i et indhegnet område i Jönköping siden november sidste år. Men nu har myndighederne altså givet tilladelse til, at den må køre på offentlig vej.

Indtil videre må T-pod dog kun køre i et industriområde, hvor trafikken generelt ikke foregår i høj fart.

Der skal også hele tiden være en person i nærheden af lastbilen, så den kan stoppes, hvis noget går galt.

Ovenfor kan du se en video af lastbilens første køretur på offentlig vej.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve