Undersøgelse: Det spiser danskerne

Instituttet Madkulturen har netop udgivet en ny undersøgelse, der viser danskernes madvaner.

Hakkebøf med løg, kartofler og brun sovs er en traditionel dansk ret. Her serveret i en mere moderne udgave med råkost af rødkål, æbler og appelsin. (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Instituttet Madkulturen undersøger hvert år, hvad danskerne spiser.

Undersøgelsen for 2015 viser, at ældre mennesker foretrækker traditionel dansk mad. Det kan for eksempel være hakkebøf eller medisterpølse.

Yngre mennesker foretrækker derimod at spise mere moderne mad.

Direktør: Unge gør traditionel mad moderne

Yngre mennesker laver dog også gerne traditionel mad, men de kombinerer den anderledes, så den bliver mere moderne.

- Der sker en naturlig udvikling i vores madkultur på grund af påvirkning mange forskellige steder fra, siger Judith Kyst. Hun er direktør i Madkulturen.

- De yngre generationer henter inspirationen udefra, fra tv-programmer, kogebøger, blade og kammerater og kombinerer det med den traditionelle mad, de lærer at lave hjemme, siger hun.

27 procent køber færdig-lavet mad

I undersøgelsen har 27 procent sagt, at noget af deres aftensmad bliver købt færdig-lavet.

Det vil sige, at de måske har købt en tærtedej eller en pizzadej, som de så har gjort færdig selv.

Ifølge Judith Kyst betyder det, at supermarkederne bør gøre mere for at tilbyde færdig-lavet mad.

I grafikken under artiklen kan du se en oversigt over, hvad danskerne ofte spiser til aftensmad.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve