Undersøgelse: Lidt overvægtige personer lever længst

Lidt overvægtige personer lever længere end personer, der har en normal vægt eller som er undervægtige.

En ny dansk undersøgelse viser, at let overvægtige lever længst. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

En ny dansk undersøgelse viser, at lidt overvægtige personer lever længst. Resultaterne er blevet bragt i flere internationale medier.

Forskerne har sammenlignet personer med forskelligt BMI (body mass index). BMI beskriver forholdet mellem en persons højde og vægt.

BMI-tallet viser, om man er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig.

BMI på 27 er bedst

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er man overvægtig, hvis man har et BMI på over 25.

I 1970'erne levede personer med et BMI på 23,7 længst. I 1991-1994 var det steget til 24,6.

Og nu viser den nye undersøgelse, at personer med et BMI på 27 lever længst, skriver Politiken.

Læger er bedre til at behandle

Professor Børge Nordestgaard har lavet undersøgelsen sammen med kolleger fra Herlev Hospital og Københavns Universitet.

Han siger, at overvægtige formentlig lever længere, fordi lægerne er blevet bedre til at behandle de sygdomme, som overvægt kan medføre. For eksempel højt blodtryk, diabetes og kolesterol.

- Det er jo ikke overvægten i sig selv, der slår folk ihjel, men følgesygdommene, siger han til Politiken.

Professor Børge Nordestgaard siger også, at de ekstra kilo hos lidt overvægtige måske kan beskytte dem mod sygdomme.

/ritzau/

Facebook
Twitter