Unge rygere har ofte også prøvet at ryge hash

71 procent af de daglige rygere i 9. klasse har også prøvet at ryge hash, viser ny undersøgelse.

Hash kan have store konsekvenser på den lange bane, fortæller forsker. (Foto: JACOB LANGVAD NILSSON © Scanpix)

Unge faste rygere har større risiko for også at prøve at ryge hash end unge ikke-rygere.

Det viser en ny undersøgelse, som udkommer mandag og er lavet af blandt andre Socialstyrelsen, Justitsministeriet, landets kommuner og flere forskningsinstitutter.

71 procent af de faste rygere i 9. klasse svarer i undersøgelsen, at de også har prøvet at ryge hash.

Resultatet bekymrer forsker

Det er bekymrende, mener Jeanette Østergaard, som er seniorforsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

- Hash er et stof, som kan have nogle meget alvorlige konsekvenser på den lange bane, siger hun.

- Vi ved fra andre undersøgelser, at jo tidligere de (unge) debuterer med hash, jo større sandsynlighed er der for, at man kan blive afhængig af rusmidler, siger Jeanette Østergaard.

SIF: Rygning skal være mindre attraktivt

Statens Institut for Folkesundhed (SIF) mener, at rygning derfor bør gøres mindre attraktivt for de unge.

- Med de unge ved vi, at tilgængelighed er afgørende. At de kan købe det, og det er synligt, siger Morten Grønbæk. Han er direktør i SIF og formand for Vidensråd for Forebyggelse.

Han foreslår blandt andet, at cigaretter skal koste flere penge ligesom i for eksempel Norge, hvor cigaretter er dobbelt så dyre som i Danmark.

Facebook
Twitter