USA og EU er enige om at undgå handelskrig

EU og USA vil forhandle for at undgå en handelskrig. Men en handelskrig kan let starte igen, siger DR’s journalist i USA.

I juni indførte USA told på import af stål og aluminium fra blandt andet EU.

EU svarede igen ved at lægge told på en række amerikanske varer, blandt andet Harley Davidson-motorcykler, Levis-cowboybukser og bourbon.

Derfor kaldte USA’s præsident, Donald Trump, EU for USA’s ”handelsmæssige fjende".

USA og EU vil forhandle om at afskaffe told

Men onsdag mødtes Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, mødtes med Donald Trump i Det Hvide Hus.

Her blev de enige om at sætte handelskrigen på pause og begynde at forhandle.

- Det er fantastisk, at vi igen er på fode med EU. Det var en stor dag for frihandel og fair handel, skrev Donald Trump på Twitter efter mødet.

Journalist: Aftalen er uklar

Lasse Engelbrecht er DR’s journalist i USA. Han siger, at man i USA er lettet over, at Trump og Juncker blev enige.

- Der var ingen, der rigtig troede, at der ville komme noget ud af mødet, og derfor er mange iagttagere overrasket over resultat, siger han.

Lasse Engelbrecht siger dog, at aftalen er uklar. Derfor kan EU og USA godt ende i en handelskrig alligevel, siger han.

Øverst kan du se en video fra et pressemøde med Donald Trump og Jean-Claude Juncker. Herunder kan du se, hvad USA og EU er blevet enige om.

Det er USA og EU blevet enige om

  1. De vil arbejde mod at fjerne told, handels-barrierer og statsstøtte på andre industrivarer end biler.
  2. De vil arbejde mod at mindske barrierer og øge samhandlen, når det kommer til eksempelvis tjenesteydelser, lægemidler og soyabønner.
  3. De vil styrke deres strategiske samarbejde, når det kommer til energi. EU vil importere mere flydende naturgas fra USA.
  4. De vil indlede en dialog for at gøre det lettere at handle med hinanden, for at mindske bureaukratiet og mindske omkostningerne.
  5. De vil beskytte amerikanske og europæiske virksomheder, når det kommer til "uretfærdige handelspraksiser".
  6. De har nedsat en arbejdsgruppe, der skal stå i spidsen for det kommende samarbejde.
  7. De ønsker "at løse problemerne, når det kommer til told på stål og aluminium og gengældelsestold".

    Kilde: EU-Kommissionen.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve