Verdens længste flyrute åbner i dag

Flyselskabet Singapore Airlines tilbyder nu verdens længste flyrute mellem Singapore og New York. Flyturen tager 19 timer.

Det er dette fly, der skal flyve passagererne fra Singapore til New York uden at mellemlande. Flyets type er Airbus A350-900 ULR. (Foto: handout © Scanpix)

I dag åbner verdens længste flyrute. Flyruten er i alt 15.300 kilometer og åbner mellem Singapore og New York. Flyruten varer lidt under 19 timer, skriver BBC.

Flyruten tilbydes af flyselskabet Singapore Airlines, og flyselskabet tilbød samme rute indtil for fem år siden.

Dengang lukkede de dog ruten på grund af dyre oliepriser. Når ruten genåbner i dag, er der derfor ingen economy-pladser, men derimod 37-businesspladser og 94 såkaldte premium economy-pladser.

Luftfartsekspert: Ruten er tænkt som noget eksklusivt

Singapore Airlines har købt et fly, der kan flyve ekstra langt. Det kan være i luften i 20 timer uafbrudt.

De passagerer, der flyver med business class, får serveret to måltider, drikkevarer og en seng. Geoffrey Thomas er luftfartsekspert og siger, at ruten er tænkt som noget eksklusivt.

- Det er en rute mellem to store finanscentre, og derfor bliver flyet nok fyldt af forretningsrejsende, der ikke gider mellemlande, siger han til BBC.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve