VIDEO Lokale på Chios er frustrerede over flygtningelejr

Tusindvis af flygtninge er strandet i flygtningelejre på de græske øer. På øen Chios er de lokale frustrerede over situationen.

I 2016 lavede EU og Tyrkiet en aftale om, at flygtninge og migranter på de græske øer skal sendes tilbage til Tyrkiet, fordi de er flygtet gennem Tyrkiet til de græske øer.

Men kun 2000 flygtninge og migranter er sendt tilbage. Samtidig er 50.000 flygtninge og migranter ankommet til de græske øer fra Tyrkiet, siden aftalen blev lavet.

Derfor er mange tusind flygtninge strandet i flygtningelejre på de græske øer.

Immigrationsminister besøgte Chios

På den græske ø Chios ligger en flygtningelejr, hvor der bor over dobbelt så mange, som der er plads til.

Den græske immigrationsminister besøgte torsdag Chios.

Mange af øens beboere var derfor mødt op for at vise deres utilfredshed med den overfyldte flygtningelejr.

De lokale er bange for at gå ud om aftenen

Despina Mathioudi bor på Chios i en landsby tæt ved flygtningelejren. Hun siger, at folk i landsbyen er bange for at gå ud om aftenen.

Ifølge Despina Mathioudi får de lokale begået indbrud i deres hjem og får fældet deres træer, fordi de bliver brugt som brænde.

- Jeg elsker det sted, jeg bor, og nogle af dem, der er kommet til, vil gerne blive her. Men vi ved ikke, hvem de er, så hvem garanterer for vores sikkerhed? siger hun.

Øverst kan du se en video, hvor de lokale på Chios fortæller om situationen med flygtningene.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve