VIDEO Randers Regnskov afliver ni ud af 14 bisonokser

Dyreparken Randers Regnskov har været nødt til at aflive ni ud af 14 bisonokser. Bisonerne er blevet syge på grund af det våde vejr.

Randers Regnskov er en dyrepark med tropiske dyr. Randers Regnskov har desuden et naturområde ved Vorup Enge.

Siden 2012 har Randers Regnskov haft 14 bisonokser til at gå i Vorup Enge. Bisonokserne er blevet brugt til naturpleje.

Men nu har Randers Regnskov været nødt til at aflive ni af de 14 bisonokser. De kan nemlig ikke tåle det våde vejr, vi har haft denne sommer.

Det har været et dårligt år for bisonokser

Brian Rasmussen er leder af udstillingen i Randers Regnskov. Han siger, at bisonokserne er blevet syge af mineralmangel og parasitter, som skyldes det våde vejr.

- Når dyr kommer ned i mineraler, så spiser de og ser friske ud, men de kan ikke optage næringen. Det opdager man meget, meget sent, når det er for sent at gøre noget ved, siger han.

De sidste fem bisonokser får nu kraftfoder og ekstra mineraler og har taget på i vægt ifølge Randers Regnskov.

Ovenfor kan du se en video fra Randers Regnskov.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve