Virksomheder og skoler skruer ned for lys og varme

Energipriserne er høje, og vi skal spare på gas og el. Derfor skal en række offentlige institutioner sænke temperaturen.

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

Tidligere i september holdt regeringen pressemøde omkring gas og el. Energi-priserne er nemlig steget meget, og vi skal samtidig spare på brugen af gas og el.

Det betyder, at skoler, rådhuse og andre offentlige bygninger skal sænke temperaturen til 19 grader hen over vinteren. Normalt er temperaturen 21-22 grader.

Regeringens udmelding har fået flere virksomheder til også at bruge mindre lys. Blandt andet skrues lyset ned over Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Hvad betyder det, at vi skal spare på energien, og hvordan er den situation opstået? Få et overblik i DR Ligetils nyhedspakke nedenfor.

1

Hvad betyder det, at vi skal spare på energien?

Den seneste tid har regeringen holdt pressemøder om situationen i forhold til gas og el. Her ses klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Her til vinter skal skoler, rådhuse og andre offentlige bygninger sænke temperaturen til 19 grader. Normalt ligger temperaturen på 21-22 grader.

Dette gælder dog ikke for sygehuse, daginstitutioner og ældreplejen. Men der bliver slukket for al unødvendig nattebelysning som eksempelvis belysning på facader.

Regeringen siger, at danske gaslagre er fyldt op i øjeblikket. Der er lavet en nødplan, hvis Danmark kommer til at mangle gas. Få her et overblik over, hvad energispareplan betyder.

2

Hvorfor skal vi spare på energien?

Tænker du også mere over, når du tænder for varmen? (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

Det er ikke kun i Danmark, at vi mærker, at det er dyrere at bruge gas og el. Mange steder i verden oplever borgerne det samme.

Nogle frygter også, at de ikke kan betale deres regninger. Samtidig har Ruslands præsident, Vladimir Putin, truet med at lukke for gassen til hele Europa på grund af konflikten omkring krigen i Ukraine.

I podcasten ’Genstart’ kan du høre Europakorrespondent Tore Keller fra Dagbladet Information fortælle om den europæiske energikrise.

3

Hvordan forbereder skolerne sig på lavere temperaturer?

Den 1. oktober bliver det koldere på mange offentlige arbejdspladser og institutioner. Blandt andet på folkeskolerne, som skruer temperaturen ned til 19 grader. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Senest 1. oktober bliver der skruet ned til 19 grader i folkeskolerne. Derfor skal skolerne forberede sig på en koldere hverdag.

Her kan du læse, hvordan forældre og lærere arbejder med at forberede eleverne. Blandt andet opfordrer en skoleleder til, at eleverne har normale strømper på i stedet for ankelsokker.

Dansk Center for Undervisningsmiljø opfordrer også til ’brain breaks’, hvor eleverne i løbet af skoledagen bevæger sig.

4

Hvordan kommer vi til at mærke mindre lys og varme?

Sådan så Salling i Aalborg ud i julen 2019. Sådan bliver det ikke i år. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Flere virksomheder har allerede valgt at spare på energien de næste måneder. Blandt andet har indkøbscentret Salling og det kendte hotel D’Angleterre valgt at droppe julebelysningen i år. Læs om det her.

Øresundsbroen og Storebæltsbroen har også valgt at skrue ned for store dele af lyset, som du kan læse om her. Den store regnbue på toppen af museet Aros bliver også slukket, fortæller museet her.

Butikskæden Lidl skruer ned for temperaturen og slukker to tredjedele af belysningen i butikkerne før åbningstid. Læs mere her.

5

Hvordan får danskerne råd til at betale energiregninger?

Energipriserne er steget meget den seneste tid. (Foto: © Kristian Djurhuus, Ritzau Scanpix)

Oplever du, at det er blevet dyrere at betale for el og gas? Så er det ikke helt forkert. Prisen på el og gas er nemlig steget meget.

En række organisationer har kritiseret, at dagtilbud, skoler og det lokale foreningsliv risikerer at blive pressede over de stigende energipriser.

Regeringen har lavet en hjælpepakke, der hedder ’vinterhjælp’. Læs her, hvad hjælpepakken betyder, og hvordan den kan hjælpe nogle danskere.