VUC-underviser: Ordblinde får adgang til den samme viden som andre

Rikke Torbjørg Nielsen underviser voksne ordblinde. Hun bruger DR Ligetils artikler og opgaver hver uge.

DR Ligetil skal gøre det lettere for eksempelvis ordblinde og usikre læsere at følge med i nyhederne. (Foto: Lars Helsinghof Bæk © Scanpix)

Rikke Torbjørg Nielsen underviser voksne ordblinde på HF & VUC Fyn og Søndersø. Før det underviste hun på Nislevgård, der er en efterskole for ordblinde.

Hun bruger DR Ligetil hver uge, fordi det er let og overskueligt, og fordi hun hver mandag får tilsendt opgaver, som hun kan bruge til artiklerne.

- DR Ligetil er rigtig godt tænkt, fordi det giver de ordblinde adgang til den samme viden som andre, og opgaverne er en kæmpe hjælp til os undervisere, siger Rikke Torbjørg Nielsen.

Artiklerne er skrevet til målgruppen

For Rikke Torbjørg Nielsen er det tydeligt, at artiklerne er skrevet, så målgruppen kan forstå dem. Der er ikke indviklede sætninger, lange titler og mange navne.

- Ordblinde har tit svært ved at bearbejde mange informationer på samme tid, og deres ordforråd er ofte ringere end andres, siger Rikke Torbjørg Nielsen.

Derfor synes hun også, det er godt, at der er ordforklaringer i artiklerne. Det kan nemlig være svært for en ordblind at sige højt i klassen, at der er almindelige ord, de ikke forstår.

Voksne kan være skeptiske overfor DR Ligetil

Ifølge Rikke Torbjørg Nielsen er nogle af de voksne ordblinde lidt skeptiske, når de første gang bliver præsenteret for DR Ligetil, fordi de synes, det virker for enkelt.

- Mange synes, at de godt kan læse, men hvis de blev præsenteret for den oprindelige artikel, ville de strande, fordi det ville tage for lang tid for dem at afkode, siger Rikke Torbjørg Nielsen.

Hun bruger også DR Ligetil til at hjælpe kursister med at skrive. De bliver bedt om at sammenligne DR Ligetil med andre artikler, så de kan se, at man ikke behøver at bruge en masse indskudte sætninger.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve