Serie16 episoderP1

Kampen om historien

Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger. Musik: Adi Zukanovic.

Alle episoder

Episode23. nov 202157 min.
Episodetirsdag 23. nov 202157 min.

Danmark var i vidt omfang skånet for luftangreb under Anden Verdenskrig, men én bestemt hændelse stikker ud: bombardementet af Den Franske Skole. Det var den blodigste dag under 'de fem forbandede år', men historien er aldrig for alvor gledet ind i den nationale fortælling om Besættelsen. Spørgsmålet er hvorfor? Det er emnet i denne uge, hvor Adam Holm taler med filminstruktør Ole Bornedal, lektor i historie Joachim Lund og journalist og forfatter Niels Barfoed, der var øjenvidne til det britiske luftangreb den skæbnesvangre dag i marts 1945.

Episode16. nov 202157 min.
Episodetirsdag 16. nov 202157 min.

For første gang siden 1959 lever cubanerne ikke under ledelse af en Castro. Fidel er gået i graven og hans 90-årige bror Raúl er i år gået på pension. Men har cubanerne grund til at være taknemmelig over for især Fidel Castros mangeårige ledelse? Og hvad handlede hans revolution egentlig om? Det ser Adam Holm nærmere på med latinamerikakender Jørgen Laurvig og lektor i spansk og latinamerikastudier Jan Gustafsson.

Episode9. nov 202157 min.
Episodetirsdag 9. nov 202157 min.

Engang var Daniel Ortega et frihedsikon i Nicaragua. I dag er han en enerådig præsident, som fængsler sine modstandere og hævder at Jesus er hans ledestjerne. Og selv om han fortsætter på magten en rum tid endnu, skal nøglen til at forstå ham findes i fortiden. Adam Holm ser nærmere på Ortegas udvikling som revolutionær, hans idealer, hans kampe og hans senere forvandling. Det gør han med latinamerikakender Jørgen Laurvig og Enhedslistens Pelle Dragsted, der flere gange har besøgt Nicaragua og lavet solidaritetsarbejde i landet.

Episode2. nov 202157 min.
Episodetirsdag 2. nov 202157 min.

Efter årtiers fortrængning er kolonihistorie for alvor kommet på dagsordenen. Vi har alle sammen en holdning til kolonitiden, der gerne er skåret efter en enkel moralsk læst: god eller dårlig, helt eller skurk, sort eller hvid. Men hvordan ser problemstillingen ud for de historikere, der forsker i kolonialismen og kender perioden og dens kilder? Hvad ligger de vægt på, når de skal skildre kolonitiden? Hvilke ord kan de anvende? Og hvis historie er vigtigst at få fortalt? Det diskuterer Adam Holm med lektor Gunvor Simonsen og forhenværende seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel.

Episode26. okt 202157 min.
Episodetirsdag 26. okt 202157 min.

I år er det 60 år siden, at USA's måske mest beundrede og feterede præsident blev indsat. John F. Kennedy nåede kun at sidde 1.036 dage på posten inden han blev dræbt. Alligevel nåede han at sætte et stort aftryk på historien. Men holder hans visioner og ideer i dag? Og kan vi lære noget af måden, han håndterede internationale kriser på? Det diskuterer Adam Holm med lektor i amerikansk historie Regin Schmidt og journalist og forfatter Anders Agner Pedersen, der står bag en ny bog om Kennedy-familien.

Episode19. okt 202157 min.
Episodetirsdag 19. okt 202157 min.

I år er det 30 år siden, at det daværende Jugoslavien blev kastet ud i en blodig krig. Forskellige etniske og religiøse grupper, som havde levet side om side, var pludselig hinandens dødsfjender. Den socialistiske enhedsstat blev i bogstavelig forstand sprængt i stumper og stykker, og ud af ruinerne voksede nye stater som Kroatien, Serbien og Bosnien. Med det jugoslaviske sammenbrud forsvandt samtidig den fælles historiefortælling om partisankamp under Anden Verdenskrig og socialisme. Men hvilke historier er trådt i stedet? Det ser Adam Holm nærmere på med Balkanekspert Christian Axboe Nielsen og med komponist Adi Zukanovic, der har bosniske rødder.

Episode12. okt 202157 min.
Episodetirsdag 12. okt 202157 min.

Han er blevet kåret til Storbritanniens vigtigste historiske person. Landets nuværende premierminister Boris Johnson beundrer ham himmelhøjt, og hans statue står prominent og vogter ved parlamentet i London. Men han er ikke uangribelig. De seneste år er Winston Churchill blevet stemplet som både racist, kolonialist og fortaler for brug af giftgas imod såkaldt 'uciviliserede stammer'. Så bør historien om den største brite i det 20. århundrede skrives om? Det diskuterer Adam Holm med lektor i britiske studier Ole Helmersen og journalist Jan Hedegaard, der har skrevet tre bøger om Churchill.

Episode5. okt 202156 min.
Episodetirsdag 5. okt 202156 min.

For nylig markerede det officielle Kina, at det er 90 år siden, at Japan angreb landet. I den efterfølgende besættelse blev millioner af kinesere dræbt. De bitre erfaringer fra den blodige krig indgår i dag i et politisk spil om en omstridt øgruppe mellem Kina og Japan. Spændingen ulmer og bekymrede røster taler om en mulig militær konflikt. Adam Holm ser nærmere på den dramatiske krigshistorie og på hvordan den bliver brugt i politisk henseende i begge lande i dag. Det gør han med journalist og forfatter Peter Harmsen, der har boet i Østasien i over 20 år og netop skrevet en bog om 2. verdenskrig i Asien.

Episode28. sep 202157 min.
Episodetirsdag 28. sep 202157 min.

Polen og Ungarn ligger i åben strid med EU-toppen. De to centraleuropæiske lande fortolker de demokratiske spilleregler på en anden måde end man gør i Bruxelles. Bag den tilspidsede konflikt ligger forskellige opfattelser af historien og ikke mindst måden at bruge den på. Adam Holm ser nærmere på historierevisionismen i Polen og Ungarn med Vibe Termansen, der er analytiker ved Demokrati i Europa Oplysningsforbundet og cand.mag. i historie og Østeuropastudier.

Episode21. sep 202157 min.
Episodetirsdag 21. sep 202157 min.

Så mange som 10 millioner congolesere skønnes at have mistet livet alene under Belgiens kong Leopold d. 2 i slutningen af det 19. århundrede. Det er blevet kaldt for 'Afrikas holocaust', men Belgien har aldrig officielt undskyldt for kolonitiden. Flere belgiske byer har endda fortsat statuer og boulevarder, der ærer Leopold d. 2. I dag står DR Congo over for en hungerkatastrofe, der ifølge FNs Verdensfødevareprogram berører knap 22 millioner indbyggere i landet. Men hvilken sammenhæng er der mellem krigshandlingerne og den humanitære krise i nutidens DR Congo og Belgiens sorte fortid? Det ser Adam Holm nærmere på med fotograf og dokumentarist Jørn Stjerneklar og lektor i Afrikastudier Stig Jensen.

Episode14. sep 202154 min.
Episodetirsdag 14. sep 202154 min.

Tyskerne går til stemmeurnerne om knap to uger i et valg, der betegnes som det vigtigste i mange årtier. Men en ting er hvem, som skal svinge den politiske taktstok i årene som kommer, noget andet er hvem, der sætter sig på retten til at fortolke fortiden. I Tyskland er der nemlig stadig uenighed om, hvordan fortiden skal tydes. I en tysk sammenhæng er det ikke bare et anliggende for historienørder, men i høj grad også et politisk projekt. Så hvordan læser de konkurrerende partier med deres forskellige afsæt i konservatisme, nationalisme og social-demokratisme egentlig historien? Det ser Adam Holm nærmere på med lektor i tyske studier Moritz Schramm og Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa og tidligere Tysklandskorrespondent.

Episode7. sep 202157 min.
Episodetirsdag 7. sep 202157 min.

Tidligere i år fik USA's præsident Joe Biden sin tyrkiske kollega, Recep Tayyip Erdogan op i det røde felt, da han brugte ordet 'folkemord' om massedrabene i 1915 på armeniere i det daværende osmanniske imperium. Erdogan kaldte det for historieforfalskning. Men hvorfor denne vedvarende benægtelse fra officiel tyrkisk side af at der er tale om netop et folkemord? Det diskuterer Adam Holm med historielektor Mogens Pelt, Tyrkietkender Yildiz Akdogan og debattør Christopher Arzrouni, der har armenske rødder.

Episode31. aug 202158 min.
Episodetirsdag 31. aug 202158 min.

Franskmændene er vilde med Charles de Gaulle, som døde for 50 år siden. Den gamle general og præsident er genstand for en flodbølge af bøger, dokumentarudsendelser og spillefilm. Hvad skyldes fascinationen af manden, som måske er det tætteste Frankrig har været på en diktator siden Napoleon? Det diskuterer Adam Holm med Frankrigskorrespondent Aske Munck og den dansk-franske DR-journalist og Frankrigskender Karin Mørch.

Episode24. aug 202157 min.
Episodetirsdag 24. aug 202157 min.

Alexander den Store har gjort forsøget. Det samme har Djengis Khan, men også i nyere tid har udenlandske magter prøvet at indtage Afghanistan. I det 19. århundrede var det Storbritannien, i det 20. århundrede Sovjetunionen og her i det 21. århundrede er det USA og dets allierede, herunder Danmark. Hver gang har de fremmede invasionsstyrker knækket halsen. Det er ikke uden grund, at Afghanistan bliver kaldt for imperiernes kirkegård. Men hvorfor har det barske og smukke bjergland historisk set været så vanskeligt at erobre? Det diskuterer Adam Holm med Afghanistanskender Nanna Muus Steffensen, Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak og kaptajn Mads Silberg, der har kæmpet imod Taleban.

Episode17. aug 202157 min.
Episodetirsdag 17. aug 202157 min.

Den britiske regering har afsat i omegnen af 900 millioner kroner til at opføre et holocaust-mindesmærke i hjertet af London. En 100-årig tidligere KZ-vagt er samtidig på vej på anklagebænken for mord på over 3500 jøder. For selv om der er gået 76 år siden 2. verdenskrigs afslutning, så er vi ikke færdige med at bearbejde traumerne. Men hvem har gavn af, at en ældgammel tidligere KZ-vagt nu trækkes gennem retsmaskineriet? Og har vi virkelig brug for flere mindesmærker for at holde erindringen om holocaust i live? Det diskuterer Adam Holm med historielektor Sofie Lene Bak og historiker og forfatter Bent Blüdnikow.

Episode10. aug 202157 min.
Episodetirsdag 10. aug 202157 min.

I Tyskland og Østrig er det strafbart at hylde Hitler. I Italien kan man gå ind på en bar eller en restaurant og støde på fotografier, buster og sågar vinflasker med Benito Mussolinis portræt. Men hvorfor har man i Støvlelandet ikke gjort op med Il Duce? Hvorfor er den gamle fascistiske diktator ikke henvist til historiens skammekrog på samme måde som hans nære allierede Adolf Hitler? Det diskuterer Adam Holm med historieprofessor Morten Heiberg og med DRs udlandschef og tidligere europakorrespondent Niels Kvale.

00:00
00:00
00:00
00:00
Ingen playliste