Lev med det er en podcast i fire afsnit, der handler om mistanker om et rødt komplot, om borgerkrigslignende tilstande i Wuhan-syssel, om granvoksne mænd der græder over deres døde dyr, om unge mænd, der drømmer om at blive minkavlere igen, om at miste troen på retsstaten, om at kræve Mette Frederiksen for en rigsret, om at have lukket et helt erhverv uden lovhjemmel.
Mens politikere og meningsmagere har travlt med at kommentere på minkskandale og granskningskommission, har P1 været på Gjøl, i Frederikshavn, i Hjørring, i Jammerbugt, i Aalborg og i Allerup. Hos de danskere, der lever med konsekvenserne af Regeringens beslutning om at slagte alle mink i november 2020, for at stoppe corona-smitten.
Medvirkende: Ole Kristiansen landmand Roskilde, Louise Simonsen formand Danske Mink, Sofie Madsen pelsdesigner FurBySofie, Lasse Spangenberg kjoledesigner, Rasmus Prehn (S) fødevare- og landbrugsminister.
Produceret af: Laura Overgaard Sørensen og Gitte Hansen. Redaktør: Amanda Heiberg Boberg. Lyd: Steen Svendsen.