Alle ved, at kvinder går i overgangsalder. Det er noget med, at svedeturene indfinder sig og menstruationen ophører. Men det er langt fra de eneste forandringer, som kvinder oplever. Så hvad sker der derudover - og går mænd egentlig i overgangsalder? Ja, siger Manu og en af hans gæster i dag. Nej, siger lægen, der også medvirker i ugens manege. Det er ikke kun fysisk, at der sker forandringer midt i livet; også på indersiden sker der store forandringer i tanker og følelsesliv - både for kvinder og mænd. Manu Sareen har inviteret en række mennesker i studiet, der ikke lægger fingre imellem, når de fortæller om de udfordringer, og glæder, som overgangsalderen bringer med sig.
Medvirkende:
Sanne Gottlieb, sanger og forfatter til bogen Klimakteriesild, ny bog om overgangsalderen.
Ilia Swainson, klassisk sanger og retoriker.
Claus Højbjerg Gravholt, klinisk professor og overlæge, dr.med. , Aarhus Universitet.
Mikkel Jønsson, kreativ direktør på reklamebureauet Saatchi & Saatchi.
Vært: Manu Sareen.
(Sendt første gang 24. september).
Manus manege tager fat i det moderne livs forsøg på at balancere familie, parforhold, børneopdragelse og karriere - helst uden alt for mange fald og knubs undervejs. Her taler vi om, hvordan vi bedst tackler det, når vi ramler ind i hverdagens udfordringer - uanset om det gælder skilsmisser, stress eller skrøbelige teenagere.
Vært: Manu Sareen.