Episode
Episode12. apr 201954 min.P1

Krigsfotograf genbesøger sit eget mareridt

Mennesker og medier

fredag 12. apr 201954 min.P1

Om denne episode

Lig i forkrampede stillinger, kroppe perforerede med jernspyd og dybe sår efter machetehug... Det var grufulde billeder, som fotograf Jan Grarup tog, da han dækkede krigen i Rwanda for 25 år siden. Billeder, der fortæller en uafrystelig historie om verdenssamfundets kollektive svigt, da 800.000 tutsier blev myrdet. Og om hvorfor det er vigtigt, at medier dokumenterer, hvad der foregår. For hvem var det egentlig, som svigtede, spørger Jan Grarup efter nyligt genbesøg i det centralafrikanske land.

Væk med skidtspande på Facebook: Racistisk raseri, sexistisk svineri og tankeløse trusler er hverdagskost i store dele af den offentlige debat. Men nu skal det være slut, siger tre politikere - Trine Bramsen, S, Camilla Hersom, R, og Araz Khan, V - som vil have ordentlighed og anstændighed tilbage. Og måske er der hjælp at hente med offensiv overvågning af kommentarspor? Det tyder i hvert fald erfaringer hos TV2 Østjylland på, fortæller indholdschef Louise Pettersson.

Aftenskole på Christiansborg: Dyb undren prægede journalisterne, da tre Venstreministre onsdag kaldte til pressemøde. Ikke for at servere en nyhed, men for at fortælle om alle de ulykker, Danmark bliver ramt af, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister. "Det er jo bare folkeoplysning", lød det forklarede fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Ytringsfrihed ingen selvfølge: Fire år efter terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo forsøger Teatret ved Sorte Hest i København at sætte ord på det, der skete i forestillingen "I nat kommer krigen hjem". Om de tanker, skyderiet på redaktionen i Paris satte i gang. Og om det kan lade sig gøre at skrive sig ud af alt det forfærdelige, når et land er i krig?

Skriv til menneskerogmedier@dr.dk.

Vært og producent: Kurt Strand.

Om serien

Mennesker og medier

110 episoderP1

Journalistik, etik og tendenser i mediernes maskinrum. Perspektiv, analyse og baggrund på ugens mediehistorier. Kritiske, konkrete og kontante interview med mediernes magthavere.

Skriv til menneskerogmedier@dr.dk.

Vært og producent: Kurt Strand.

Alle episoder i serien

00:00
00:00
00:00
00:00
Ingen playliste