Omar Ahmed Mohamed på 15 år har et lidt anderledes fritidsjob end så mange andre på hans alder.
Han samler mad i naturen, som han sammen med en række jævnaldrende tilbereder og serverer for ældre mennesker.
Projektet, han er med i, er organiseret af den socialøkonomiske virksomhed FRAK, som lørdag aften modtager Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris og 100.000 kroner.
Inden sommerferien var Omar Ahmed Mohamed på Amager strand for at samle ind til hjemmelavet pesto lavet på vilde urter. I dag går turen til naturparken Amager Fælled, hvor der skal samles ind til hjemmelavet syltetøj, og hvor DR Mad har fået lov at komme med. Målet er at lave en efterårshyggedag med boller, syltetøj og varm kakao for de ældre i et lokalt aktivitetscenter på Amager.
Først skal vi 'ud og sanke'. Sanke er det ældgamle ord for at samle vild mad i naturen. En disciplin, som Omar Ahmed Mohamed efterhånden er dreven i.