246.000 søgninger på én ret!? Her er julemaden, vi googler mest

Vi søger opskrifter på nettet som aldrig før, fortæller ekspert. Er din favorit med?

Julemaden dufter også helt ud på nettet, hvor risengrød og flæskesteg er nogle af de ting, vi søger på. (© DR/Grafik: Nicolai Bruun)

Vi danskere er vilde med at google opskrifter, og selvom vi stadig køber kogebøger i stor stil, bliver nettet i større og større omfang stedet, hvor vi går på opskrift-jagt.

I løbet af de seneste ti år finder flere og flere danskere deres opskrifter på nettet, fortæller Sasa Kovacevic, partner i det digitale bureau Obsidian.

- Og når det gælder juleretter, så kan Google også give os en klar fornemmelse for, hvad for noget julemad, vi laver mest.

Da december måned stadig er i gang, kan vi endnu ikke kloge os på i år, men kigger man på tallene fra 2018 er der én opskrift, som danskerne er særligt tilbøjelige til at søge efter på Google:

Risalamande.

Og hvis den var et hit sidste år, så bliver det med sikkerhed også et hit i år, fortæller Sasa Kovacevic, der er specialist inden for søgemaskineoptimering:

- Selvfølgelig er der søgeord på Google, som trender og som vil variere meget. I år har vi set en øget søgning på elløbehjul. Men risalamande er ikke bare en trend. Man kan vel nærmest kalde det for en nationalret, siger Sasa Kovacevic.

- Så medmindre der sker en eller anden risalamande-skandale, så vil folk fortsætte med at søge på det.

- Vi kan faktisk se, at flere og flere søger på risalamande hvert eneste år. Det betyder ikke, at flere danskere spiser desserten, men det er et udtryk for, at vi i højere og højere grad finder vores opskrifter via Google.

Her kan du læse, hvad vi danskere ellers har søgt på.

1

Risalamande: 246.000 søgninger

Desserten med det franskklingende navn er pæredansk, og den først fundne opskrift på risalamande stammer fra 1875.

Det er dog først i rationeringstiden i og efter 2. verdenskrig, at danskerne gik fra risengrød til risalamande. På denne tid var der nemlig både mangel på ris og kanel, og derfor blev det populært for husmødrene at spæde risengrøden op med fløde eller et andet erstatningsprodukt.

2

Havregrynskugler: 135.000

Havregrynskugler har fået et lidt ringe ry. Måske fordi de tit er rullet af børn med et liberalt forhold til hygiejne... Ikke desto mindre er de uhyre populære op til jul, ifølge Google.

Der findes også mange forskellige udgaver af den velkendte godte. I dag bruger nogen dadler i stedet for smør, men man kan også bare droppe kakaoen og i stedet tilsætte appelsiner og rosiner ligesom i opskriften herunder.

3

Kransekage: 135.000 søgninger

Kransekage?! Da ikke i julen, tænker du måske. Og du har ret. Kransekagen er et must for mange nytårsaften, men er som sådan ikke en juleklassiker. Alligevel bliver den søgt på i så stort et omfang i slut december, at den ligger som det tredje mest søgte i hele måneden.

Og når vi nu tager lidt forskud på nytåret, hvorfor så ikke lave den skulpturelle høje version med top på? I så fald kan du hygge dig med denne opskrift fra ’Danmarks ukronede kransekagekonge’, Jørgen Søgaard.

4

Vaniljekranse: 135.000 søgninger

Duften af vaniljekranse har bredt sig i mange danske hjem lige siden 1800-tallet – og de er stadig enormt populære, særligt i julen. De hullede småkager er nemlig nummer fire på listen over de mest googlede opskrifter i december.

Førhen brugte man en kødhakker til at skabe det velkendte riflede mønster, men i dag er det oftest noget, man klarer med en sprøjtepose.

5

Flæskesteg: 110.000 søgninger

Flæskesteg eller and. Sådan plejer hovedretten at lyde i mange danske hjem juleaften. Men det er flæskestegen, der søges hyppigst efter på nettet.

En af grundene kan være, at der er særligt fokus på at sikre sprøde flæskesvær på stegen – for hvordan er det nu lige, at man få dem knasende og lækre?

Det hjælper Brødrene Price dig med i denne opskrift:

6

Risengrød: 110.000 søgninger

Før i tiden spiste man risengrød som den første ret juleaften. Det var nemlig billigere at spise sig mæt i grød end kød. Så den største sult var stillet med en portion risengrød, kunne man sætte flæskestegen på bordet - og føle sig sikker på, at der var nok til alle.

I dag spiser de fleste danskere risalamande juleaften, og derfor er det i mange hjem blevet en tradition at spise risengrød lillejuleaften.

Selvom vi laver risengrød år efter år, er det stadig en opskrift, som vi ikke husker i hovedet. Forholdet mellem ris og mælk er ikke noget, man bare sjusser sig frem til, og da grøden tager temmelig lang tid at koge, er der mange søgninger på ord som 'nem risengrød' og 'hurtig risengrød'.