85 kroner for en sandwich?! 7 frokosttips, der ikke lænser din konto

Drop panik-pølsehorn og tørre klapsammenmadder én gang for alle.

I august måned er mange af os tilbage på uddannelse og arbejdspladser, og derved er madpakkesæsonen for alvor skudt i gang. Men hvem siger, det skal være dyrt og/eller fesent? Laver du din frokost selv, er der mange penge at spare på madbudgettet. (Foto: DR Grafik: Oliver Seppo)

Klokken nærmer sig tolv, og din mave rumler.

I går aftes lå du og kiggede på din telefon, og det sidste, du overvejede, var at gå i gang med en madpakke. I morges havde du alt for travlt, og nu står du så i et halvtrist dilemma, hvor du på kort tid skal opstøve din frokost, inden blodsukkeret falder til et kritisk niveau.

Hvis ikke du lige er i nærheden af en billig kantine, er det nemt at ty til de dyre løsninger (medmindre du vitterlig kan leve af pølsehorn og pizzaslices).

Selvom de dyre løsninger ofte smager godt, så kan de hurtigt spolere dit månedlige madbudget. Her kommer syv ideer til, hvordan du i stedet laver en prisvenlig madpakke, som smagsmæssigt kan måle sig med det købte.

Alle retterne kan laves dagen inden, så det er oplagt at bikse en stor portion sammen, så du har mad nok til både aftensmad og madpakke dagen efter. Det er sundt, lækkert og frem for alt: billigt.

1

Pastasalat: Verdens nemmeste trick

Pastasalat er genial i madpakker. Pasta smatter nemlig ikke sammen, som en almindelig grøn salat har det med at gøre det, og så er det mere mættende.

Når man laver pastasalat, er der dog en konstant overhængende fare for, at det bliver en tør og smagsløs omgang.

Men overhælder du din friskkogte pasta med pesto, er problemet løst. I opskriften her kan du toppe din pastasalat med oliven, tomater og parmesan, men mindre kan også gøre det.

2

Bulgursalat: Mættende og budgetvenlig

Ris, pasta, nudler og kartofler er ofte vores go to-kulhydrater, imens bulgur er lidt længere nede på listen.

Men når det gælder madpakker, så er bulgur altså en ret genial spise.

Det er hurtigt at koge og nemt at blande med lidt hakkede grøntsager og lidt olie. I denne opskrift bliver du guidet til den mellemøstlige ret tabouleh. Den koster ingenting at bikse sammen og smager af en million.

3

Bønnedip med gulerod: Oplagt alternativ til leverpostejen

Elsker du bare rugbrød?

Rugbrød er mættende og oplagt i madpakken. Selvom vi danskere spiste meget mere af det til frokost for tyve år siden, så burde vi holde fast i vores rugbrød med næb og klør, for vi har virkelig godt af denne fiberholdige spise.

Problemet med rugbrød er, at man ofte kører død i pålægget. Denne gulerods- og bønnedip er et godt alternativ til de klassiske smørrelser som hummus, leverpostej eller smøreost.

Både butterbeans og gulerod mætter godt. Hvis du tilfører lidt agurk, peberfrugt eller et par skiver syltet rødbede, kan du sagtens køre flere stykker rugbrød ned med denne geniale dip.

4

Powersalat med linser

Linser er en god kilde til protein og fiber. Men de kan godt blive en lidt tør omgang, hvis ikke de får selskab af lidt grønt og en god dressing.

Denne powersalat med blomkål og græskarkerner er heldigvis fuld af knas og smag. Og lige nu er de danske blomkål i sæson.

Det betyder, at du kan købe super velsmagende blomkål til ingen penge i de fleste supermarkeder og grønthandlere.

5

Pastasalat på den italienske måde

Den engelske stjernekok, familiefar og kogebogsforfatter Jamie Oliver har alle dage været god til at få mad til at se super appetitlig ud.

Manden har en særlig passion for det italienske køkken, og her får du hans opskrift på pastasalat med tomat og mozzarella.

Ingredienslisten er en smule lang, og lige netop af den grund er det endnu nemmere at skære ned på nogle af de ingredienser, du ikke lige orker at købe ind.

6

Sund madpakke til under en 20'er

Hummus er en klassiker og med god grund. Hvis du køber kikærterne på dåse, kan du lave en velsmagende hummus på sådan cirka fem minutter.

Selvfølgelig er det endnu nemmere at købe færdiglavet hummus i supermarkedet, men hjemmelavet hummus er ofte mere smagfuld og enormt billig. Koger du kikærterne selv, bliver den endda endnu billigere og bedre i smagen.

Du kan med fordel lave en stor portion og bruge den til både rugbrød, fladbrød og som dip til grøntsagsstænger.

7

Proteinbomben

Hvis du kan lide tun, æg og ost, så er det oplagt at prøve denne amerikanske tunamelt sandwich.

Og ja, den er lidt snasket og måske ikke den sundeste madpakkeidé på denne liste, men den smager stadig helt utrolig godt. Også i en kold version.

Facebook
Twitter