(Foto: © Andreas Hagemann Bro)

Annemette har gjort sit privatliv til en forretning: 'Jeg kan blive sygt træt af mig selv'

Den tidligere Bagedyst-vinder fik nok af at lave kager i storcentre. Nu følger 46.000 fans hende.

I 2013 vandt Annemette Voss Fridthjof Den store bagedyst.

Da hun stod med trofæet i hånden, tænkte hun én ting: "Den her skal føre mig et nyt sted hen".

Hvad det nye sted var, vidste hun ikke, men hun vidste, hun ikke skulle være arkitekt, som hun ellers var i gang med at uddanne sig til.

På det tidspunkt var der ikke nogen, der havde tjent mange penge på at vinde Den store bagedyst, men Annemette Voss Fridthjof fandt hurtigt en måde at få en levevej ud af at lave kager.

- I begyndelsen var det hurtigt og lettjente penge at tage rundt i storcentre og lave kager. Men jeg blev dog også ret hurtigt klar over, at jeg ikke syntes, det var sjovt, fortæller Annemette Voss Fridthjof.

I dag arbejder hun som livsstilsblogger og influencer, og selvom hun stadig bager løs, skriver hun også om meget andet.

DR Mad har fulgt hende en dag på arbejde.

  • - Jeg har aldrig haft en drøm om at blive professionel konditor. Men ret hurtigt efter jeg vandt Den store bagedyst, kunne jeg mærke, at jeg gerne ville formidle. Jeg hader faktisk at tage billeder, men jeg har altid elsket at skrive. Derfor besluttede jeg mig for at blive rigtig god til at skrive opskrifter. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    1 / 11
  • - De første år jeg var selvstændig, tjente jeg ikke særlig mange penge. Men jeg kom fra at være på SU og havde et skrabet budget, så det var jeg vant til. På det tidspunkt fandtes Instagram ikke. Jeg skrev en kogebog, jeg tjente penge på events og lavede et samarbejde med et brand, men hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke var sjovt konstant at rejse rundt til events i storcentre. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    2 / 11
  • - I influencerverdenen er 'the sky the limit'. I 2015 oprettede Mascha Vang sit bloggerbureau Blogly, og hun spurgte, om jeg ville være med. Det ville jeg gerne, men det var på den præmis, at jeg ikke kun skulle skrive om kage. Jeg tænkte, jeg havde mere mellem ørerne end flødeskum! Det var fint med hende, og det gav adgang til mange nye kampagner. Virksomheder begyndte at synes, jeg var spændende, og jeg begyndte at skrive om ammeindlæg og andre ting, der ikke havde noget med bagning at gøre. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    3 / 11
  • - 'Kan man overhovedet tjene mange penge på at blogge', spurgte jeg Mascha. Hun gav mig et ret konkret svar. 'Se det som en uddannelse', sagde hun og uddybede: 'Andre folk bruger fem år på universitetet. De læser hver eneste dag, og efter fem år kan de komme ud og måske tjene 40.000 kroner. Du kan gøre det samme, hvis du investerer det samme. Du kan endda tjene mere end 40.000, men du skal tage det lige så alvorligt og blogge hver eneste dag’. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    4 / 11
  • - For mig har det aldrig været grænseoverskridende at dele mine tanker og følelser med mine følgere. Jeg føler faktisk, jeg har en stor fortrolighed med dem, og folk skriver også tilbage til mig om deres privatliv. Jeg læser alt, hvad de skriver. Det kan være krævende, men det er den kontakt, der gør mig unik. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    5 / 11
  • - Mit arbejde flyder ind over mit familieforhold og omvendt. Det er en stor frihed, men det er også svært. Min søn Lucca indgår ofte i det, jeg laver, og jeg ved, at mine to store drenge gerne ville være mere med. De er ikke blåøjede, de ved godt, at ting koster penge, og jeg ikke bare får en masse ting gratis.
    6 / 11
  • - Det meste af min dag går egentlig ikke med at bage, men med kommunikation. Jeg er vel på telefonen fem timer om dagen, og jeg bruger mindst en time på mine følgere. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    7 / 11
  • - Mit job handler jo rigtig meget om mig, og jeg kan blive sygt træt af mig selv. I perioder kan jeg ikke holde mig selv ud, og jeg kan ikke holde mine stories på Instagram ud. Men mit job går jo ud på, at jeg skal ytre mig og have en mening om noget. Folk køber mine kogebøger, fordi det er mig, der har skrevet dem - og det er mig, de har en relation til.
    8 / 11
  • - Jeg får helt røde knopper af folk, der tror, de skal have ting gratis. Jeg bager jo heller ikke kager gratis til alle mulige. Hvis Disneyland ringer og spørger, om jeg vil have en ferie for at blogge om det og lave en kampagne, så siger jeg ja, for det er mit arbejde. Men jeg vil gerne have lov at købe tøj i butikker og så betale for det. Så skylder jeg ikke nogen noget.
    9 / 11
  • - Jeg er selv havnet i en shitstorm (Smile Bright, red.), fordi blev snydt af en annoncør. Det var så pinligt. Som blogger får man sig nogle knubs. Mange folk mener ikke, vi er intelligente, og de synes måske, vi tjener penge på at lave ingenting. Jeg kan egentlig godt forstå, at man kan tænke alt det, for der er dygtige bloggere derude, men der er også sladdertanter, der skriver noget vrøvl.
    10 / 11
  • - I dag kan alle udgive opskrifter. Det er lidt 'Det Vilde Vesten', og alle vi bloggere er i en enorm hård konkurrence. Jeg er selv stoppet med at kigge på andre. Jeg gider ikke vinde kampen om flest følgere på Google og lægge kagebilleder op hver dag. Det er ikke bæredygtigt, og det giver ikke nødvendigvis godt indhold. Jeg vil bare gøre mig umage med mine opskrifter, for det tror jeg holder i længden. (Foto: © Andreas Hagemann Bro)
    11 / 11