Burgeren er for længst blevet gourmet, og ofte er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvor anderledes og eksotisk en burger kan være.
Tænk bare på ingredienser som skimmelost, avokado, linsebøffer eller karamelliserede løg.
Men en klassisk burger med en saftig bøf af oksekød, friske grøntsager, en skive ost og lidt bacon er ikke sådan at vippe af pinden – den formel kan i hvert fald stadig få et dommerpanels mundvand til at løbe.
Det beviste Jeppe Glatved, Steffen Distler og Christian Konge Honoré fra Kødstadens Burger Joint i Aarhus lørdag, hvor deres bacon-cheeseburger blev kåret af dommerne som Danmarks bedste burger 2020 ud af ni deltagende burgerrestauranter.
- Vi er meget stolte over, at vi vandt, for vi var oppe mod nogle hårde konkurrenter. Men vi ved selvfølgelig godt, at vi laver en vildt god burger, siger Jeppe Glatved, der er den ene af mændene bag Kødstadens Burger Joint.
Prisen blev uddelt for første gang i København, og resten af weekenden stod flokken fra den aarhusianske burgerbar klar til at lange deres nu prisvindende burger over disken i deres bod.
- Det gav så meget travlhed, at vi søndag måtte melde om udsolgt, fortæller Jeppe Glatved, der nu er tilbage i Aarhus.
Men hvad gør en god burger?
Her får du Jeppe Glatveds tip til, hvordan du kan opgradere dit burger-game derhjemme, hvis du vil lave en god, klassisk burger uden så mange dikkedarer.
Hak dit eget kød
Jeppe Glatved synes, at en burger skal være forholdsvis simpel, men når det kommer til kødet, gælder det om ikke at hoppe over, hvor gærdet er lavest, siger han:
- Vi er jo gamle slagtere, så vi har altid hakket vores oksekød selv. Jeg vil anbefale, at man går ned til sin lokale slagterbutik og køber noget ordentlig kød. Vi kan godt lide at vide, hvad vi står med, så vi bruger altid kød fra fritgående dyr og uden antibiotika, og vi ved, hvor køerne har græsset.
- Og så krydrer vi bøfferne bare med salt og peber, og så har jeg en krydderblanding, hvor der er lidt forskelligt i. Det er sådan set bare det.
Friske grøntsager er et must
Har du en halvslatten salat liggende? Så er det tid til at købe noget helt frisk, hvis du skal lave en burger, der tager kegler.
Hos Kødstadens Burger Joint skærer de i hvert fald friske og nyindkøbte grøntsager hver dag til de tre burgere, de har på menuen; hamburgeren, cheeseburgeren og deres bacon-cheeseburger.
- Vi bruger salat, rødløg og tomater, som alt sammen bare er varer, som vi køber helt almindeligt ude fra Inco (engros-supermarked), hvor vi kører ud og handler hver dag. For os er det ikke et absolut must, at det hele skal være økologisk, men vores salat er altid økologisk.
- Derudover sylter vi vores egne agurker – det giver det bedste resultat. Man kan let finde en opskrift på nettet til at gøre dette hjemme.
Bacon fra slagteren
Hvis du er til bacon i din burger – og hvilket kødspisende menneske er ikke det, får man lyst til at spørge – er det også her en god idé at smutte forbi din lokale slagter. Med mindre at du altså kan røge din bacon selv, sådan som de tre herrer fra Kødstadens Burger Joint normalt gør.
- Vi plejer egentlig at røge vores egen bacon hver mandag med bøgesmuld, men vi har fået nye naboer her ved burgerbaren, som ikke var så glade for lugten, så indtil vi har fundet en løsning på det, får vi røget vores bacon hos en slagter.
Derfor; lad det billige, vakuumpakkede bacon ligge og køb nogle skiver bacon henne hos slagteren i stedet, lyder opfordringen.
Får du lyst til burgere? Så kan du tage kombinere tipsene med disse opskrifter.