Danmarks billigste pizza - og alt det andet, du også kan bruge den fantastiske knold til

Den er sund, billig og ekstremt klimavenlig. Og du bør faktisk spise kartofler fem gange om ugen.

(Foto: © Hemant Latawa, Unsplash)

Hvis man skal pege på én bestemt råvare, som vi danskere bør spise mere af, så er det oplagt at pege på kartoflen.

Engang var kartofler på middagsbordet en lige så stor selvfølgelighed som tallerkener og bestik, men de seneste 20 år er det gået ned ad bakke for de små knoldede fætre.

I stedet guffer vi os mætte i brød, pasta og ris, hvis vi da ikke følger en diæt, hvor kulhydrater er no go.

Men det er faktisk ærgerligt, at kartofler er blevet så upopulære. Her er fire gode grunde til, at vi igen burde indføre dem som en fast del af vores aftensmåltid:

  1. 1

    Kartofler rummer langt flere livsvigtige mineraler, vitaminer og næringstoffer end brød, pasta og ris.

  2. 2

    Kartofler er en ekstremt klimavenlig spise (hvis du altså køber de danske).

  3. 3

    Kartofler er enormt billige - også de økologiske.

  4. 4

    Smagsmæssigt gemmer kartofler på mange muligheder, hvis du altså ikke dødkoger dem.

Hvis du ikke rigtig kan overskue, hvad du skal bruge denne vidunderknold til i dit køkken, så tjek ugens afsnit af DR1-programmet 'Maddysten'. Deltagerne skal nemlig være kreative i køkkenerne med kartofler, og det kommer der en masse god inspiration ud af.

Du kan også blive ved med at scrolle, for vi har fundet ti oplagte opskrifter, der hylder kartofler.

1

Danmarks billigste pizza

En pizza med kartofler må være den mest prisvenlige pizza, du kan lave. Men smagen er heldigvis ikke kedelig. Især hvis du topper din pizza med lidt frisk rosmarin, et par skiver bacon eller denne hjemmelavede hvidløgsolie: Bland en halv deciliter olivenolie med et knust fed hvidløg. Drys salt og peber og lidt persille (hvis du har) i olien.

Server pizzaen og olien for sig, og dryp hvert pizzaslice med olie.

2

Suppen, som alle kan lide

Kartoffel-porresuppe er nem at lave, og så smager den bare helt utrolig godt.

Hvis ikke du har porre, kan du udskifte dem med løg. Imens suppen koger, kan du med fordel gøre din topping klar. Bacon er for nogen lige så afgørende her, som kanel er det for risengrød, men vil du undgå kød, går ristede kikærter, svampe eller rugbrødstern også godt til kartoffel-porresuppens cremede konsistens.

3

Højtbelagt luksus-smørrebrød til ingen penge

Kogte kartofler er måske noget af verdens billigste pålæg.

Hvis du anretter dem pænt på et stykke smurt rugbrød med mayonnaise, purløg eller ristede løg ovenpå, så har du et stykke luksus-smørrebrød. Selvfølgelig smager håndmaden bare lidt bedre, hvis du bruger nye kartofler som i opskriften her, men det er ikke afgørende.

4

Retroretten, der smager himmelsk

Findes der mennesker på jorden, der ikke kan lide flødekartofler?

Denne crowd pleaser er heldigvis hurtig at bikse sammen, og så passer den sig selv i ovnen, imens du laver resten af måltidet færdigt. Flødekartofler går godt sammen med mange forskellige slags kød, og du behøver ikke tænke på at lave en sovs ved siden af. Opskriften her er en basisopskrift. Man kan sagtens tilføje løg, hvidløg og porre.

5

Verdens bedste tilbehør til pølser og grillmad

Hjemmelavet kartoffelsalat er omtrent 50 gange bedre end den, man køber. Det er ikke svært at lave sin egen kartoffelsalat, og du kan bare selv justere sværhedsgraden. Her er en opskrift med hjemmelavet mayonnaise og masser af urter, men mindre kan også gøre det.

Når man laver kartoffelsalat til sin grillmad, skal man grundlæggende ikke være nærig med krydderurterne og krydderierne. Grillmad som pølser og bøffer smager af ret meget, og det skal kartoffelsalaten helst kunne matche. Ellers virker den tam og kedelig. En stærk sennep er også en god måde at give en kartoffelsalat smag og karakter.

6

Kartoffelsalat 2.0

Har du prøvet varm kartoffelsalat?

Nogle vil mene, det er en klassisk mormorret, men mange har faktisk ikke engang smagt denne cremede og let syrlige version af normal kartoffelsalat. Det er synd, for den er delikat, og du kan spise den både sommer og vinter. Fordelen ved varm kartoffelsalat er, at kartofler suger mere smag til sig, når de er varme.

Så er du typen, der ikke kan undvære sovs eller dressing til dine kartofler, så prøv lige den her opskrift.

7

Hjemmelavede fritter

Man kan nå langt med hjemmelavede pomfritter: Ødelagte venskaber kan opstå på ny. Sure kærester kan blive glade igen. Corona-frustrationer kan for et øjeblik træde lidt i baggrunden.

Hvis dine fritter skal blive rigtig sprøde, er det vigtigt, at du giver dig tid til at bade dine kartofler i iskoldt vand, inden de skal i frituren. Vandet trækker stivelsen ud af kartoflerne, og det er det, der skal til, hvis du vil opnå et perfekt resultat.

Server eventuelt dine fritter med denne idiotsikre, hjemmelavede mayonnaise, som tager ét minut at røre sammen.

8

Luksus kartoffelmos

Kartoffelmos er oplagt tilbehør til gryderetter, stegt bacon eller kødsovs. Hvis du blender dine kogte kartofler med smør og mælk, får du en smagfuld mos med en cremet konsistens. Du kan også blende andre ting med. Kogte gulerødder giver din mos endnu mere sødme, imens lidt kogt knoldselleri giver den en delikat nøddeagtig smag.

Du kan også opgradere kartoffelmosen med parmesan eller kapers som i opskriften her.

9

Opskriften, du vil vende tilbage til igen og igen

Disse kartofler er kongerne over alt tilbehør.

Metoden er såre simpel: Først koger du dem, så bager du dem, og resultatet er himmelsk! Så godt at du bare kan spise dem alene til en salat, men de er også rasende gode som tilbehør til bøf, steg eller hjemmelavede burgere.