Dansk burgerkonkurrence får heftig kritik: 'Mit navn er blevet misbrugt'

Flere dommere har trukket sig i protest fra konkurrencen Danmarks Bedste Burger.

Hungry Dane-burgerkæden vandt Danmarks Bedste Burger 2021 med deres bud (billedet), og det får kritik fra flere af dommerne, der mener, at der er tale om urent trav i konkurrencen.

Det fyger med beskyldninger om urent trav mod arrangementet Danmarks Bedste Burger 2021, der blev afholdt i København tilbage i august.

Flere dommere, der har været med til at indstille nominerede samt afgive point, har nu valgt at trække sig fra dommerpanelet.

De sår tvivl om ægtheden ved den konkurrence, som burgerkæden Hungry Dane vandt to priser i.

Kokken Martin Becker har rejst en række kritikpunkter blandt andet af pointsystemet, som de nominerede burgere blev vurderet ud fra.

- Alt skulle bedømmes ud fra point: Bolle, bøf, salat, ost, bacon og så videre, fortæller Martin Becker.

- Man hvis du har lavet en burger kun med salat og bøf, så fik de andre flere point, siger han med henvisning til, at de nominerede burgere havde forskelligt indhold.

'Ærgerligt og bekymrende'

Martin Becker rejser desuden kritik af, at Popls burger blev serveret for dommerpanelet, selvom den verdensanerkendte burgerbar udtrykkeligt havde frabedt sig at deltage.

Kok Martin Becker har trukket sig fra dommerpanelet i Danmarks Bedste Burger i protest mod konkurrencen. (Foto: PRIVATFOTO)

Det bakker kok Jamie Lee ham op i. Han var også dommer ved konkurrencen og har også valgt at trække sig.

- Burgerne blev serveret for os uden, vi vidste, hvem der havde lavet dem, og vi vidste heller ikke noget om, hvad der skete ude i kulisserne, fortæller Jamie Lee, der arbejder som køkkenchef på Fiskebaren i København til daglig.

- Jeg var også frustreret over, at Københavns fulde repertoire af kvalitetsburgere ikke var repræsenteret i konkurrencen. Der er så mange talentfulde kokke, der laver fantastiske kvalitetsburgere i Danmark, der fortjener anerkendelse.

Føler sig snydt

Martin Becker undrer sig over, hvorfor førstepladsen i to af kategorierne overhovedet gik til burgerbaren Hungry Dane.

Efterfølgende har Martin Becker talt med de andre dommere i konkurrencen om, hvilke point de gav. Og det har givet anledning til undren over, at førstepladsen gik til Hungry Dane.

- Jeg kan ikke få regnestykket til at gå op. Jeg har bedt om at få resultaterne tilsendt, men det har de ikke reageret på, siger han med henvisning til arrangørerne af Danmarks Bedste Burger.

- Jeg føler virkelig bare, mit navn er blevet misbrugt. Jeg er pisse ked af at have været en del af sådan en konkurrence. Jeg føler mig snydt, fortæller Martin Becker.

Arrangøren bag Danmarks Bedste Burger, Jesper Wieder, ønsker hverken at udtale sig til dr.dk eller dele dokumentation for dommerpanelets pointgivning.

Opdatering: Dagen efter artiklens udgivelse har arrangør af Danmarks Bedste Burger, Jesper Wieder, taget kontakt til dr.dk for at udtale sig. Jesper Wieder afviser Martin Beckers kritik af pointsystemet.

- At nogle af dommerne vælger at udtale sig om, at de ikke forstår pointsystemet, det forstår jeg ikke noget af, for de var med sidste år. Og det var fuldstændigt samme regler sidste år, fortæller han og tilføjer, at dommernes stemmer blev suppleret af stemmer fra de fremmødte samt arrangementets Facebook-følgere i den samlede score.

Facebook
Twitter