Dansk familie går viralt med populære madvideoer: 'Vi håber, vi kan gøre en kæmpe forskel'

Over 100.000 følger med, når 6-årige Malou og hendes mor går i køkkenet.

(Foto: (privatfoto))

- Hej og velkommen til Malous køkken. I dag skal vi lave æggemuffins.

Sådan begynder en populær madvideo, som de seneste måneder har hittet på Facebook, Instagram og YouTube.

Foran kameraet står 40-årige Betina Søndergård Lauritsen sammen med datteren Malou på seks år.

Selvom de begge taler flydende dansk bag kameraet, foregår deres madlavning på portugisisk, som er sproget i Brasilien, hvor de bor.

- Lige siden jeg flyttede til landet for 11 år siden, har jeg lagt mærke til, at mange brasilianske børn har dårlige madvaner.

Det er ikke et sjældent syn, at børn får et glas cola og en kage til morgenmad i Brasilien, fortæller Betina Søndergaard Lauritsen, som i flere år har arbejdet for at fremme folkesundheden i Brasilien. (Foto: (privatfoto))

- Det er netop disse dårlige madvaner, som vi gerne vil være med til at påvirke med vores madvideoer, fortæller Betina Søndergård Lauritsen i telefonen fra landet, som vi danskere ofte forbinder med samba, kampsporten capoeira og fodbold.

Noget, der derimod ikke er brasilianernes stærke side, er inddragelse af børn i madlavningen.

Dystopiske tal fra de brasilianske sundhedsmyndigheder viser, at cirka en tredjedel af landets børn kæmper med overvægt i en eller anden grad.

- I Brasilien har man ikke madkundskab i skolen. Samtidig er der ikke tradition for, at forældrene tager børnene med i køkkenet, og det er helt forkert, synes jeg. Det har nemlig en stor effekt på ens viden om mad, at man får fingeren ned i bolledejen, siger Betina Søndergård Lauritsen, som har en uddannelse i sundhed og ernæring fra Danmark.

At lave mad med børn skal være som en leg

Da coronakrisen ramte Brasilien i udgangen af marts, fik Betina Søndergård Lauritsen derfor ideen til en serie af videoer, som skulle inspirere de brasilianske, coronaisolerede familier til at bruge hjemmetiden på at gå i køkkenet med børnene.

I flere år har havde hun arbejdet med at fremme sundhed og ernæring i Brasilien, så ideer til opskrifter og børnevenlige madlege havde hun nok af.

Inden længe var konceptet 'Cozinha de Malou' (Malous køkken) en realitet. Sammen med datteren, Malou, begyndte Betina Søndergård Lauritsen at lave retter som æggemuffins, hjemmelavet ketchup og grøntsagsjuice foran et kamera.

I Brasilien er mange forældre på bar bund, når det kommer til at tage børn med i køkkenet. De kan se meget overraskede ud, når jeg viser dem, at små børn faktisk godt kan skære med en kniv eller bruge et rivejern, fortæller Betina Søndergård Lauritsen. (Foto: (privatfoto))

Nogle af ingredienserne finder de i deres egen baghave i storbyen Rio de Janeiro. Selvom det lyder eksotisk, så er niveauet så lavt, at selv et børnehavebarn kan følge med.

- Når vi optager, så er det altid på Malous præmisser.

- Vi leger meget samtidig, og det er meget vigtigt for mig, at vi laver noget, der ikke er for svært. Råvarerne er let tilgængelige, for alle skal kunne være med rent prismæssigt, forklarer Betina Søndergård Lauritsen.

'Madkundskab er lige så vigtigt som matematik'

At videoerne ville nå ud til tusindvis af mennesker var egentlig ikke noget, Betina Søndergård Lauritsen havde overvejet.

Men siden de små film er blevet publiceret på de sociale medier, er de blevet vist over 100.000 gange, oplyser Dansk Kulturinstitut i Brasilien, som har været med til at finansiere og producere videoerne.

- Det er virkelig dejligt at se, at så mange har set med, men jeg håber selvfølgelig også, at folk rent faktisk har fået rullet ærmerne op og gået i køkkenet med deres børn, siger Betina Søndergård Lauritsen.

Selvom vi måske bare tager det for givet, er vi i de nordiske lande langt fremme i forhold til at inddrage børn i madlavningen, men der er lang vej igen i mange lande verden over, understreger Betina Søndergård Lauritsen.

- Derfor håber vi, at videoerne kan gøre en kæmpe forskel hos nogle familier - i min verden er madkundskab lige så vigtigt som matematik.

Har du børn, og vil du gerne inddrage dem mere i madlavningen? Her kommer tre oplagt opskrifter, du kan eksperimentere med:

Sunde æggemuffins med grøntsager, man kan øve sig i at skære ud:

Lækre grovboller med masser af ingredienser, man kan smage på undervejs!

Nem chokoladekage, der virker hver gang - perfekt til børnefødselsdage:

Facebook
Twitter