Dansk fastfoodkæde lancerer abonnement på burgere: 'Unødvendigt og dårligt for sundheden'

Ekspert frygter, at der går 'Super Size Me' i Sunset Boulevards nye abonnementsordning.

Danskejede Sunset Boulevard tilbyder en abonnementsordning med rabat på burger og pomfritter mod en fast, månedlig betaling. (Foto: © Agnete Nørgaard Larsen, Scanpix)

Send så mange billeder, du vil. Træn til du brækker dig, og se alle de film og serier, dine øjne begærer.

Altså, når du har betalt dit abonnement til dit telefonselskab, træningscentret og Netflix.

Men nu kan du også købe abonnement på noget helt nyt; burgere, sandwich og milkshakes.

For den danske fastfoodkæde Sunset Boulevard har startet en ordning, hvor du mod en fast, månedlig betaling får rabat og andre fordele. Hvis du betaler mere, kan dine venner også få billigere burgere og fritter.

Tiltaget er et forsøg på at byde store amerikanske konkurrenter som McDonalds og Burger King op til dans, fortæller Sunset Boulevards direktør, Jens Broch.

Og selvfølgelig et forsøg på at lokke flere kunder i biksen.

- Som en mindre dansk virksomhed er det vigtigt, at vi hele tiden udvikler vores forretning, og set i den kontekst er det en naturlig udvikling for os at lave en abonnementsordning med gode rabatter til vores gæster, siger Jens Broch.

Tror du ikke, det vil betyde, at danskerne kommer til at spise mere usund fastfood?

- Det handler om at få flere gæster, og nu giver vi fastfood-kunderne endnu et incitament til at vælge Sunset frem for vores konkurrenter. Jeg regner ikke med, at det kommer til at øge det samlede fastfoodforbrug, men forhåbentlig vil det skabe mere loyalitet over for Sunset.

Jens Broch, direktør for Sunset Boulevard, der har 43 restauranter i Danmark og én på Færøerne. (© Sunset Boulevard)

Vellykket marketing - dårligt for sundheden

Det er Christina Gravert delvist enig i.

Hun er adjunkt i økonomi med ekspertise i forbrugeradfærd på Københavns Universitet og giver Jens Broch ret i, at tiltaget formentlig vil få flere til at vælge Sunset Boulevard frem for konkurrenterne.

Men hun frygter, at ordningen også kan få sundhedsmæssige konsekvenser.

- Forskning viser, at mennesker, som køber bil, bruger bilen mere end nødvendigt, fordi det føles som et tab, hvis man ikke bruger den, når man nu har givet så mange penge for den, siger Christina Gravert.

- Jeg kan godt forestille mig, at der vil ske det samme med et fastfood-abonnement, og at folk vil spise mere end normalt, når de har betalt et dyrt abonnement.

Christina Gravert kalder det nye tiltag for "en unødvendig tilskyndelse til at købe og spise mere fastfood".

- Det er vellykket marketing, men dårligt for vores sundhed, og det bliver formentlig værst for de sårbare grupper. Og jeg er ikke i tvivl om, at Sunset nok skal minde folk om, at de taber penge, hvis de ikke kommer og køber. Det minder om den amerikanske 'Super Size Me', siger Christina Gravert med henvisning til den amerikanske dokumentar, som retter fokus på tendensen med, at fastfoodkæder forsøger at sælge mere og større måltider, selvom det kan gå ud over gæsternes sundhed.

Morgan Spurlock, instruktør af dokumentarfilmen 'Super Size Me', hvor han selv lever udelukkende af McDonalds-mad i en måned med alvorlige helbredsmæssige bivirkninger til følge. (Foto: © Thomas Nielsen)

Dét afviser direktør Jens Broch dog og understreger:

- Der er langt mellem det billede, og dét vores abonnementsordning egentlig handler om; nemlig at skabe loyalitet i et meget konkurrencepræget marked. Vi har på ingen måde i sinde at påskønne eller opfordre til overforbrug. Vi vil give danskerne endnu et incitament til at vælge os frem for vores konkurrenter, og i det store billede tror vi ikke på, at det kommer til at øge det samlede fastfood-forbrug, siger han.

Forsøger at fastholde flyvske kunder

Men Christina Gravert, fastfoodfans og alle andre kan formentlig se frem til flere tilbud om abonnementer på burgere, fritter og sodavand.

Det vurderer Tine Skriver, der er ansvarlig for fødevareområdet hos HORESTA, der er brancheorganisation for blandt andet danske restauranter.

- Vi har længe set en tendens til, at virksomhederne udvider deres måde at operere på, for eksempel med at bringe ud. Det er et naturligt skridt, at de nu forsøger at lave aftaler med forbrugerne, siger Tine Skriver.

- Vi ser også, at bagere og caféer for eksempel tilbyder den femte kaffe gratis for at få folk til at komme tilbage. De her loyalitetsprogrammer understreger tendensen med, at folk er flyvske, og at virksomhederne prøver at fastholde dem.

Sunset Boulevards direktør forventer også, at der vil komme flere abonnementsordninger i fastfoodbranchen.

- Som firstmover regner jeg ikke med, at vi kommer til at have det her for os selv, siger Jens Broch.

Sunset Boulevard har indført to abonnementsmuligheder.

For en fast betaling på 49 kroner pr. måned vil du få det første måltid uden beregning, og derefter vil du få et nedslag på 30 procent på den mad, du køber, for op til 150 kroner.

I den dyrere version på 129 kroner pr. måned vil du - ud over det første gratis måltid - få maden til halv pris for både dig og de venner, du tager med på fastfoodrestauranten, for køb på op til 750 kroner.