Den må du ikke gå glip af! Sommerens oversete fisk er sund, billig og drønlækker

Juli måned er højsæson for makrellen, som er genial at smide på grillen.

Makreller er nemme at tilberede. Lige nu er det oplagt at smide dem på grillen. (Foto: Illustration: Oliver Seppo)

Vi kender den bedst som en dåsefisk, der svømmer rundt i sødlig tomatsovs. I virkeligheden er makrellen også ideel at spise frisk, og lige nu er det højsæson for makreller.

Det betyder, at du kan få de stribede hurtigsvømmere til en ret så fornuftig pris. Ja, ofte vil de være en af de billigste fisk hos fiskehandleren. Men prisen er langtfra den eneste fordel ved makrellen.

Den er også utrolig sund. Det forklarer Leif Skibsted, som er professor Emeritus ved Københavns Universitet. Faktisk så sund, at det næsten er synd, at så mange danskere bare spiser laks og sild, imens vi går glip af makrellen.

- Makrellen hører til de fede fisk ligesom laksen og silden. Det betyder, at den er rig på omega-3 fedtsyrer, og selvom man kan finde disse fedtsyrer i både planter og fisk, så er dem, vi får fra fiskene helt unikke.

Han opfordrer derfor til, at man forsyner sig med rigelige mængder makrel, og derfor får du her fire oplagte måder at tilberede den på. Er du alligevel lidt mere til dåseversionen, så hold dig ikke tilbage med at guffe løs. Den er nemlig også fyldt med de gode fedtsyrer.

1

Smid den på grillen

Det er nemt at grille makreller. De skal egentlig bare renses og ridses lidt i skindet, inden de lægges på grillen. Når du ridser dem, krøller de nemlig ikke sammen, men beholder deres flade form.

Drys med masser af salt og peber, og giv dem et tyndt lag olie, inden du smider dem på risten. Ejer du ikke en grill, kan du kan selvfølgelig også stege dem på panden. Lige meget om du griller eller steger makrel, så du skal du holde godt øje. Få minutter kan den nemlig gå fra rå til sprød og gylden!

Tip: Da makrellen er en fed fisk, har den også også en tendens til hurtigt at begynde at blive harsk. Spis derfor altid makrellen samme dag, som du har købt eller fanget den.

2

Genial i fiskefrikadeller

Du kan sagtens lave fiskefrikadeller på frisk makrel. I denne opskrift blander du en fiskefars på lige store mængder torsk og makrel, og det kommer der nogle ret velsmagende deller ud af.

Hvis ikke du ejer en foodprocessor, der kan hakke fiskefarsen, så kan man godt selv hakke den groft med en god kniv.

Når farsen er rørt sammen blander du æg og fløde i. På den måde får du en perfekt cremet og blød fars, som er nem at stege til bløde fiskefrikadeller med sprød skorpe.

Tip: Fiskefrikadeller og friske urter som regel hinanden rigtig godt. Lige nu er det oplagt at finthakke frisk dild og blande det i farsen.

3

Lav din egen makrel i tomat

I mange år blev makrel i tomat regnet for en lidt tarvelig spise. Måske fordi fiskekonserves aldrig rigtig er blevet anset som gourmetmad.

I virkeligheden er der intet i vejen med makrel i tomat på dåse. Tomatens antioxidanter konserverer nemlig makrellens gode fedtsyrer og efterlader et meget sundt kvalitetspålæg, som ikke smager harsk, selvom makrellen ikke er friskfanget.

Hvis du er fan af makrel i tomat, så prøv at lave den hjemmelavede version, som Price-brødrene gør det i denne opskrift.

Tip: Hvis du synes, fisk lugter dårligt, så er det formentlig fordi, du kun har lugtet til lidt for gammel fisk. Frisk fisk skal nemlig lugte af hav og ikke af havn.

4

Lav din røgede makrel til guldpålæg på fem minutter

Makrelmousse.

Det lyder måske ikke så delikat. Men det er det. Lige nu kan du købe friskrøgede makreller rundtomkring i Danmark. Du kan spise dem på rugbrød med radisser og en rå æggeblomme, men du kan også blande det med cremefraiche til en cremet mousse.

Disciplinen behøver ikke tage fem minutter, og pludselig har du en frokost, der sparker enhver leverpostej til hjørne.

Facebook
Twitter