Det kan sagtens lade sig gøre! Her er tre lækre kager uden tilsat sukker

Du behøver ikke hvidt sukker for at bage søde og lækre kager – med frugtsukker og sødestoffer kan du komme langt.

(Foto: Illustration: Oliver Seppo © DR)

Det er søndag eftermiddag, og du har lige kørt et stort stykke kage indenbords.

Dopaminen, der er blevet frigivet i din hjerne, gør dig elektrisk, og en indre stemme hvisker: "mere, mere, mere".

Vi ved alle, hvor svært det kan være at sige nej til det sukkerfyldte bagværk. Det tilsatte sukker forstærker smagen og giver en lækker tekstur i alt fra lagkager til jordbærtærter.

Og det hvide sukker er lige så obligatorisk i 'Den store bagedyst' som de ikoniske ord "klar, parat, bag!".

Men hvad gør du som sukkerglad amatørbager, når det raffinerede sukker, som det kaldes, pludselig bliver forbudt, og du må skabe kagemesterværker kun sødet af frugtsukker og sødestoffer?

Det blev fire tidligere 'Bagedyst'-deltagere tvunget til at finde ud af, da de blev udfordret til at bage kager uden tilsat sukker i lørdagens 'Den sukkerfri bagedyst på DR2'.

Det var en opgave, der for flere af deltagerne føltes noget nær utopisk, før de gik i gang, men som efter mange timers øvelse lykkedes med stor succes over hele bagefeltet.

For det kan lade sig gøre at bage lækre mesterværker uden brug af tilsat sukker.

Vil du også prøve at bage sukkerfrit? Her er opskrifter på tre af kagerne fra 'Den sukkerfri bagedyst', som du kan kaste dig over derhjemme.

1

Sukkerfri tranebærminilagkage – med frugtsukker

Banan, banan, banan. Hvis du mangler sødme i din sukkerfri kage, kan du altid ty til den aflange, gule frugt, som er fyldt af sødme og giver en svampet lækkerhed til dejen.

Disse fire minilagkager er sødet udelukkende med friske eller tørrede frugter og bær, men 'Bagedysten's hårde dommere, Markus og Katrine, savnede hverken smag, tekstur eller sødme i kagen.

Sødmen får du i stedet fra dadler og selvfølgelig banan, og så har den et friskt twist af tranebær og friske bær på toppen.

2

Sukkerfri festroulade – med sødemiddel

Var det noget med lidt aspartam, saccharin, xylitol eller måske en smule acesulfamkalium?

Det lyder måske som volapyk, men det er navnene på en række sødestoffer, som du kan bruge til at gøre dine sukkerfri kager søde.

Nogle af dem er op til 400 gange så søde som sukker, og rammer du det rigtige samspil med cremer, bunde og marmelader, vil du måske kunne formå at skjule, at der slet ikke er tilsat sukker i din kage.

I supermarkedet kan du få roulader lavet med sødestoffer, som ifølge 'Den sukkerfri bagedyst'-deltageren Jesper Hemmingsen smager "som at stikke tungen ud af vinduet".

Derfor har han lavet sin egen version, som sagtens kan måle sig med rouladens sukkerfyldte fætre. Dommerne savnede hverken sukker, smag eller tekstur i denne roulade.

3

Sukkerfri jordbærdrøm – med sødemiddel

Jordbærkage er måske kagernes svar på en dronningebi.

I den tidlige sommer, hvor jordbærrene er modne og aftenerne lysere og lysere, er det svært at gå forbi en bager uden at føle sig fristet.

De lækre kager er som oftest pumpet med sukker, men den kan også laves med sødemidler i stedet.

Iben Devantie, som står bag opskriften, lider af diabetes ligesom over 280.000 andre danskere, og hun er derfor helt på hjemmebane, når det gælder alternativer til de sukkerfyldte kager.

Derfor har hun gjort sig umage med, at hendes jordbærkage smager lige, som en jordbærkage skal: sødt, sommerligt og med mazarinbund, blød creme og jordbærgelé.

FacebookTwitter