Det skal du spise i påsken: 7 super lette retter - og 1 der kræver træning

Vi giver dig de lækreste påskeretter, du selv kan lave - alle sammen med æg.

(Foto: Bruna Branco © Unsplash)

Skal du puste æg i

påsken
? Eller trille dem? Eller skal du måske blot holde en lille bitte påskefrokost med noget 'ægget' på bordet?

Påsken er højsæson for æg i alle afskygninger. Både dem lavet af chokolade og den slags, der kommer fra en høne. Sidstnævnte vil vi gerne give en hyldest i denne artikel.

Det er vist ikke nogen underdrivelse at kalde æg for en alsidig spise – ja, næsten en slags råvarernes transformer.

De kan blive både cremede, hårde, bløde og sprøde. De er fremragende til at binde andre ingredienser sammen, og så kan de bruges i både det søde og salte køkken. De er sunde og fyldt med gode proteiner, og så kan de kan sættes på bordet morgen, middag og aften.

Vi har derfor samlet otte solide opskrifter med æg. De er alle temmelig nemme, så du godt kan glemme at bestille take away i dag. Og så er de oplagte til den 'lille' påskefrokost, hvor I kun er et par stykker samlet.

1

Spaghetti carbonara

Hælder du fløde i din cabonara? Spørger man en italiener, er det altså no go! Serverer man en klassisk italiensk spaghetti carbonara, er æggene nemlig den ingrediens, der binder hele retten sammen til sidst, og som sørger for, at retten bliver ekstra cremet.

Og hvis du går rundt og er lidt corona-deprimeret, så kan en cabonara altså noget. Okay, man føler sig hurtig mæt på den tunge måde, men sindet bliver uden tvivl lettere.

Tip: Husk at drysse godt med friskkværnet peber på toppen af din carbonara. Ordet carbonara kommer

tilsyneladende
af de italienske ord 'carbone', der betyder trækul eller kul. I Italien er der derfor mange, der mener, at carbonara har fået sit navn, fordi at de små stykker bacon og ikke mindst det essentielle peber på toppen ligner kul.

2

Spansk kartoffelomelet

Hvis man ser bort fra tapas og sangria, så er det spanske køkken aldrig helt slået igennem i Danmark. Det er, som om at Frankrig og Italien bare har formet os lidt mere. Men. Hvis der er én spansk ret, som vi burde

adoptere
omgående, så er det kartoffelomeletten eller 'tortilla', som de kalder den. Den mætter langt mere end en dansk æggekage og kan både spises varm og kold.

Tip: Server en grøn salat til eller en skål grønne bønner vendt i lidt olie-eddike dressing.

3

Klassisk omelet

Hvis du skal puste og dekorere æg i

påsken
, så kan du med fordel bruge den æggemasse, som du puster ud, til røræg eller omelet.

Omelettens base er helt simpel og kræver ikke, at du har andet end salt og peber og smørelse til panden i køkkenet.

Med en god base på plads er det oplagt at tømme køleskabet for den sidste rest peberfrugt, ost eller skinke og fylde i omeletten, når den har samlet sig på panden. I opskriften her kan du se, hvordan man gør.

Tip: Hvis du vil lave røræg i stedet for omelet, så skal du huske på én vigtig ting. Skru ikke for meget op for varmen. Opvarm istedet din æggemasse på meget lavt blus - så får du en meget mere cremet og blød omgang røræg.

4

Æggemuffins

Hver dag er potentiel brunch-dag her i

påsken
. Og æg er vel næsten
obligatoriske
på et fuldendt brunchbord?

Æggemuffins er en oplagt måde at portionsanrette, hvis I er flere, og så gør de dit brunchbord ekstra overdådigt at kigge på. Og så slipper du endda også for at have gang i alt for mange pander på én gang.

Tip: Du kan sagtens fryse æggemuffins ned og tø dem op i mikroovnen, hvis du en dag skal lave en hurtig brunch.

5

Nem mayonnaise

Hjemmelavet mayonnaise smager så vidunderligt, at man skulle tro, det krævede en masse arbejde. Men med denne idiotsikre opskrift er du sikret et fantastisk resultat på kun ét minut!

Opbevar din hjemmelavede mayonnaise i et glas med låg og hiv den frem, når du skal lave sandwich eller æggemad. Du kan også blande lidt hakkede krydderurter i din mayonnaise og bruge urtecremen som topping på sild. Den fede kryddermayonnaise passer nemlig godt sammen med den lidt syrlige sild.

Tip: Sammenpiskningen af æg og olie gør, at mayonnaisen får sin tykke konsistens. En god

huskeregel
, når du skal lave den perfekte mayo, er: Jo mere olie, jo tykkere mayonnaise.

6

Skidne æg

A'hva'?!

Det lyder måske knap så appetitligt, men skidne æg er faktisk en vaskeægte påskeklassiker.

Traditionelt skulle de skidne æg, som egentlig bare er kogte æg i sennepssovs, spises påskelørdag - eller 'skiden lørdag', som den blev kaldt.

Tip: Prøv dem med et stykke ristet rugbrød til din egen lille påskefrokost derhjemme.

7

Marengsdessert

Æg kan også skabe ren magi i det søde køkken. Eller magi er det jo sådan set ikke, men nærmere kemi. Æg kan nemlig bruges som hævemiddel, og en æggehvide kan faktisk forøge sin størrelse otte gange, når man pisker den til skum.

Når man bruger æg og æggehvider i bagværk, bliver dejen luftig og stiv. Specielt når man laver marengs, kan man virkelig se, hvad æggehvide kan skabe af mirakler, når den piskes med sukker.

Jamie Oliver er manden bag denne marengsdessert, som ifølge ham selv er dødnem at lave.

Tip: Opskriften bliver endnu bedre, hvis du sylter dine pærer selv i stedet for at købe dem på dåse.

8

Pocherede æg

Når man pocherer et æg, så tilbereder man ægget (uden skal) i næsten kogende vand. En vellykket pochering gælder om at få en jævn, blød æggehvide med et flydende gult indre, og derfor må vandet ikke koge helt.

Fidusen er at få vand og eddike til at hvirvle rundt med den rette kraft, så det rå æg samler sig ved hjælp af bølgerne i vandet.

Det kræver lidt øvelse, men til gengæld er det træningen værd. Et pocheret æg er nemlig en simpel måde at opgradere en salat på. Det er også den

afgørende
ingrediens i kongemorgenmaden Eggs Benedict.

Tip: Det er en ret sjov aktivitet at pochere - og hvis du gør det sammen med nogen, kan der hurtigt opstå konkurrence om, hvem der kan lave det flotteste pocherede æg.