'Det smager bare lækkert': Drik med eksploderende perler hitter stort

Bubble tea-fænomenet har indtaget vores gågader og feeds. Hvad er hemmeligheden bag?

(Foto: Grafik: Nicolai Bruun © DR)

En bølge af poppende perler skyller ind over os lige nu.

Sådan føles det i hvert fald, hvis man besøger TikTok og Instagram eller en af de mange butikker, der er skudt op som følge af trenden.

En af dem, der er vilde med drikken, er Rachel Ellebye på 21 år.

Hun prøvede det første gang som niårig på en rejse til Japan. Her var det følelsen af de saftfyldte perler, der fascinerede hende.

De sprang mellem tænderne, mens smagen af tedrikken fordelte sig i munden.

- Det smager bare superlækkert, siger Rachel Ellebye om bubble tea-drikken, der kommer i utallige varianter.

Men indtil for nylig fik hun stort set kun stillet sin trang til eksploderende geléperler, når hun var ude at rejse, fordi det ikke var noget, der var tilgængeligt særligt mange steder herhjemme. Hun har derfor længe gået og ventet på, at det for alvor kom til Danmark.

Men noget tyder på, at bubble tea-guderne omsider lyttede til Rachels bønner.

Bubble tea-forhandlere er skudt op over hele landet - og ikke bare i København, hvor hun bor.

For Rachel Ellebye og veninderne er det blevet lige så naturligt at gå ud for at få en bubble tea, som det er at snuppe en kop kaffe på en café.

Rachel Ellebye, mange kender fra TV2-dokumentarserien 'Årgang 0', drikker bubble tea året rundt, men fortæller, at det nok mest er noget, hun forbinder med sommer. (© PRIVATFOTO)

Udfordring med bind for øjnene

Men bølgen med tedrikken med de boblende perler har været længe undervejs i flere år.

I 2019 begyndte hashtagget #bubbleteachallenge at blive populært på det sociale medie TikTok.

Hastagget henviser til en udfordring, som går ud på, at brugere skal stikke et sugerør gennem det tynde lag plastik, der ofte udgør låget på et bæger bubble tea - og så skal man gøre det med bind for øjnene.

Dét fangede især børn og unge, og i Danmark voksede fascinationen af drikken også. En fascination, der kun er steget i takt med #bubbleteachallenge-hashtaggets popularitet.

En rundringning til en række danske forhandlere, der sælger teprodukter til både private og forretninger, bekræfter tendensen.

Enstemmigt fortæller de, at der særligt inden for de seneste et til to år har været en stigende efterspørgsel.

- I starten var det meget en københavnerting, men nu er det overalt i landet: Vi sælger for eksempel bubble tea-varer til en pølsevogn i Sønderjylland, siger Anhdu Vu, der er indehaver af webshoppen Pandasia.

Der findes tre typer perler til bubble tea: Tapioca-perler er runde og geleagtige, lavet på tapioca-stivelse. Popping pearls - eller bursting boba - har en fast hinde med frugtsaft indeni, som sprænges i munden. Jelly-stykker er firkantede geléstykker og er faste og lidt chewy i konsistensen. (Foto: Kim Cruz © Pexels)

Men hvordan skete det lige, at et hav af mennesker fra Taiwan, Tiktok og Tønder begyndte at gå amok i kulørte geléperler?

Ligesom en flødebolle

Nysgerrighed er det korte svar.

Vi leder konstant efter nye og spændende konsistenser og smage, fortæller kemiker, sensoriker og smagsekspert fra firmaet InnovaConsult, Lisbeth Ankersen.

Bubble tea indskriver sig ind i en række af Instagram-venlige madtrends, der har indtaget vores menukort og feeds med nye smage og konsistenser. Hvem husker ikke frozen yoghurt, dalgonakaffe og matcha-te?

Men særligt bubble tea udmærker sig ved sin konsistens og mundfølelse, fortæller Lisbeth Ankersen.

- Det er lidt underligt for nordiske munde. I Asien er det normalt med mad, der har den der geleagtige, slimede konsistens. Men det er vi ikke vant til herhjemme.

Så selvom det kan føles uvant at få de geleagtige perler i munden, er kontrasten mellem det flydende og det faste alligevel noget, der huer vores smagsløg, fortæller Lisbeth Ankersen fra InnovaConsult.

- Det er lidt ligesom med en flødebolle, der skal have en sprød, fast overflade af chokolade og så noget blødt indeni, der giver kontrast, forklarer hun.

Bubble tea ligner hverken noget sundt eller hjemmelavet, som ellers er værdier, der kan synes at dominere på sociale medier, og det er en vigtig faktor, mener Lisbeth Ankersen.

Bubble tea udstråler noget, som Lisbeth Ankersen kalder bragability. Begrebet refererer til, at man gerne vil udstråle coolness til sin omverden ved at spise noget usædvanligt.

Her skal man heller ikke undervurdere betydningen af det visuelle ved en bubble tea:

- Den fanger blikket, og den ser anderledes ud med både boblerne og de vilde farver, de findes i. Det er blikfang, der virker appellerende på mange, siger Lisbeth Ankersen.

Rachel Ellebye opdagede bubble tea på en rejse til Japan, og drikker det tit i dag med sine veninder. (© PRIVATFOTO)

Er bubble tea en døgnflue?

Men drikker vi mon bubble tea om et par år, eller bliver den erstattet af det næste nye madfænomen, der har spredt sig som en steppebrand på sociele medier?

Lisbeth Ankersen spår, at med udgangspunkt i globaliseringen og vores lyst til at supplere vores sædvanlige kost med andre smage og konsistenser, tegner det lovende for bubble teas fremtid herhjemme.

Spørger man Rachel Ellebye, er der ingen tvivl:

- Jeg håber virkeligt, det kommer til at blive, siger hun.

Kigger man mod Asien, hvor bubble tea har været stort i mere end 20 år, er der fortsat stor begejstring for drikken.

Og i USA, hvor drikken også har hittet i flere år, ser begejstringen for slimede geléperler i farvestrålende væsker heller ikke ud til at stilne af lige foreløbig.

Facebook
Twitter