'Det stak helt af!': Jennis pastaret er blevet et gigantisk internetfænomen

Den cremede pastaret, der har taget TikTok og Instagram med storm, er … finsk.

(Foto: Jenni Häyrinen/@liemessa)

Hvis du har været i nærheden af sociale medier det sidste stykke tid, så kan du umuligt have overset den: Pastaretten med den bagte klump feta, som på kort tid er blevet verdensberømt.

På internettet går den under navnet 'baked feta pasta dish', og de sidste måneder har et hav af danske madbloggere også delt deres versioner af den cremede hurtigpasta.

Sådan ser det ud, når man laver pasta med bagt feta. 500 gram cherrytomater bages i et ovnfast fad sammen med en stor klump feta og olivenolie. Det eneste, der mangler, er et læs dampende pasta. (Foto: Jenni Häyrinen/@liemessa)

I virkeligheden er 'baked feta pasta dish' ikke helt ny.

Opskriften blev opfundet i 2019 af den finske madblogger, Jenni Häyrinen, der døbte den 'Uunifetapasta', som er det finske ord for ovnbagt feta-pasta.

- Jeg skulle egentlig bare til at lave en lidt sen og hurtig frokost derhjemme, og den eftermiddag cravede jeg bare bagt feta, fortæller Jenni Häyrinen i telefonen fra Helsinki.

På kort tid biksede den sultne blogger en simpel pastaret sammen: Først fyldte hun et ovnfast fad med olivenolie, fetaost, cherrytomater og krydderier.

Imens det bagte, kogte hun en grydefuld pasta. Efter et kvarter rørte hun den færdigkogte pasta sammen med sin bagte feta. Vupti! En ny ret var født.

Følgerne elskede den

Allerede få sekunder efter Jenni Häyrinen postede den første story med sin fetapasta på Instagram, var hun klar over, at retten kunne noget særligt.

- Jeg fik en virkelig stærk og umiddelbar respons. Det stak helt af. Mine følgere var så klar på at prøve den, og allerede samme aften måtte jeg lægge opskriften på min blog.

I dagene efter fortsatte Jenni Häyrinen med at reposte sine følgeres versioner af pastaen, og inden længe fik de finske influencere og medier øjnene op for hendes pastaopfindelse.

- Det overraskede mig virkelig. Lige pludselig lavede alle i Finland bare pasta med ovnbagt feta. Flere supermarkeder løb endda tør for feta, griner hun.

Men fetapastaen var for populær til blot at forblive et finsk fænomen.

I 2020 blev retten delt på TikTok af den populære, amerikanske influencer, Ymna, fra 'Feel Good Foodie', og med hjælp fra hendes millioner af følgere gik den i 2021 for alvor fra at være dille i Finland til en global trend.

Hvem kan ikke lide ost?

Hvorfor det lige netop var en pastaret med feta, der gik viralt, har Jenni Häyrinen selvfølgelig også overvejet.

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at den er nem at lave. Og så ser den også lækker og cremet ud. Altså hvem kan ikke lide pasta og ost?

Den teori er rådgiver i sociale medier, Mette Willert, enig i.

- Hvis der er en hovedsag til, at denne ret er gået viralt, så er det den smeltede fetaost. Smeltet ost har simpelthen den evne, at det kan få de flestes mundvand til at løbe - lige meget hvor i verden man kommer fra.

Men det er ikke bare ingredienser som ost og pasta, som er forklaringen på fetapastaens popularitet. Opskriften er i sin helhed intet mindre end perfekt indhold til de sociale medier, mener Mette Willert.

- I 2021 er der to overordnede krav til godt indhold på tjenester som Instagram og TikTok: Det skal være underholdende, men det skal også give værdi. Og det gør den her opskrift, siger Mette Willert og uddyber.

- I en tid hvor mange gerne vil have, at madlavning skal gå vildt stærkt, er det jo virkelig inspirerende med en ret, man kan lave på 15 minutter - også selvom den nok ville vælte madpyramiden med al den ost!

Mette Willert ser også fetapastaens globale sejrsgang som et bevis på, at tjenesten TikTok for alvor er blevet et madmedie.

- I begyndelse handlede TikTok jo om musik, men i en verden, der ændrer sig lynhurtigt, må de sociale medier også konstant ændre deres strategier for at fastholde deres følgere. Og det seneste år er det blevet tydeligt, at TikTok er begyndt at satse benhårdt på at booste deres madindhold. Det er fetapastaen et klart eksempel på.

Ikke noget man tjener penge på

I dag er Jenni Häyrinen opskrift på Uunifetapasta blevet læst over tre millioner gange på hendes blog. Det er umuligt at vide, hvor mange gange opskriften er blevet læst og delt på de sociale medier.

Jenni Häyrinen har i hvert fald ikke længere noget overblik over det, men hun er dybt taknemmelig for, at hendes frokostret har inspireret så mange mennesker.

- Jeg har ikke tjent penge på opskriften, men jeg har selvfølgelig fået en del flere følgere og større eksponering. For mig har det største dog været, at jeg har kunnet inspirere og bringe lidt madglæde ind i folks hjem i denne her specielle tid.

Har du fået en impulsiv lyst til lynpasta? Her finder du Jenni Häyrinens originale opskrift på pasta med bagt feta.

Pssst! I Italien har retten ovnbagt pasta med tomat og mozzarella længe været et hit. Prøv den her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk