Leverpostej. Frikadeller. Fiskefileter. Flæskesteg. Rødkål. Risalamande.
Ja, der skulle jo for Guds skyld nødigt mangle noget på julefrokostbordet!
For mange er julen lig med mad, mad og atter mad, men de festlige ædegilder betyder også, at der til julefrokoster og andre julesammenkomster ofte bliver efterladt en del overskydende mad på de bugnende fade.
Og selvom julefrokosterne i år nok bliver lidt mindre, end vi er vant til, er der stadig stor risiko for, at du dagen efter – når snapse-tågen og vreden over dit store tab i pakkelegen har lagt sig – står tilbage med en ordentlig portion mad.
Men hvad gør du så, når der ligger to kilo rødkålssalat og en halv flæskesteg og stirrer på dig fra køleskabet?
Her er fem bud på, hvad du kan bruge den overskydende julemad til, så den ikke ender i skraldespanden.
Flæskesteg og frikadeller bliver til skudsikker resteklassiker
Biksemad er en klassiker, når det kommer til restemad.
Men kombinationen af kartofler, sprødt og saftigt kød og bløde, karamelliserede løg er altså også svær ikke at holde af. Et sjat engelsk sauce, lidt ketchup og et spejlæg på toppen, så er den hjemme.
Med biksemad kan du give dine rester af frikadeller, flæskesteg, medisterpølse og mørbradbøffer nyt liv på panden – og er du fan af kombinationen af sødt og salt, kan du også vælge at smide tern af de overskydende brune kartofler med på blusset.
I opskriften herunder får du et bud på en lidt sundere udgave af den traditionelle biksemad, men husk på, at biksemad i den grad er en "tøm køleskabet"-ret, hvor der er plads til masser af freestyle i køkkenet, ud fra hvilke rester du har liggende.
Giv rødkålsalaten et mellemøstligt pift
Den rå rødkålssalat agerer ofte det sprøde og friske element på julefrokostbordet – men lad os bare være ærlige: Det er også tit dén ret, der taber slaget til fordel for andre, mere syndige lækkerier, når pladsen i mavesækken skal fordeles.
Heldigvis er rødkålsalaten en af de retter, der både holder sig godt på køl, og som går godt som tilbehør til et væld af andre retter. Vidste du for eksempel, at rødkål er en opskattet grøntsag i flere mellemøstlige og middelshavs-køkkener?
Giv dine rødkålsrester nyt liv og server dem i et pitabrød med sprøde falafler – eller som tilbehør til tyrkisk meze, et krydret tag-selv-bord med et væld af lækkerier og dyppelse.
Tip: Server eventuelt rødkålsalaten af flere, mindre omgange, og hæld kun dressing på den portion, du stiller på bordet. Så undgår du, at dine rødkålsrester står og bliver bløde i køleskabet natten over.
Risalamande til... morgenmad?!
Vi danskere er vilde med risalamande. Tal fra Coop viser faktisk, at hele 88 procent af alle danskere, der fejrer jul, spiser den frankofile risret til dessert.
Men skulle det alligevel ske, at du har en portion af den søde grød til overs, så fortvivl ej. Udover at rislamande sagtens kan fortærres, præcis som den er til morgenmad dagen derpå, kan du faktisk også forvandle juledesserten til sprøde og luftige klatkager.
Det lyder måske lidt skørt, men risalamande kan ligesom risengrød sagtens forvandles til "pandekager", hvis du blot tilsætter lidt mel, æg og en lille smule salt til din ris-rest.
Bland det hele sammen - tilføj eventuelt lidt ekstra mel til dejen, hvis den er for tynd - og steg de små pandekager i massive mængder smør på en pande, til de er faste og let brune på overfladen.
Opgradér din snaps til en tropisk cocktail
Efter en julefrokost er (mere) snaps måske det sidste, du har lyst til.
Men når tanken om sprit, porse og dild ikke længere giver dig akut hovedpine og kvalme, kan du med fordel finde julesnapsen frem fra fryseren igen.
Snaps kan nemlig meget andet, end blot at agere tilbehør til sild og fiskefileter.
Prøv i stedet at bruge din overskydende akvavit i en tropisk drink med ananas og lime eller som tilbehør til risalamanden i form af en iskold cocktail med kirsebær og vermouth.
Sprød, sprødere, rugbrød
Står du tilbage med en brødkurv fuld af rugbrød eller franskbrød, må du endelig ikke smide resterne ud.
Selvom skiverne måske er blevet lidt tørre i kanten, skal der nemlig ikke meget andet end en varm pande og en sjat olie til at vække brødresterne til live igen.
Du kan nemlig bruge det overskydende brød til at lave sprøde croutoner, som du for eksempel kan drysse henover en suppe eller en grøn salat.