'Du får lyst til at slikke tallerkenen': 7 geniale opskrifter, der sikrer dig en lækker aftensmad

Vi elsker kylling, og lige netop nu er den fedtfattige fugl en oplagt spise.

Danskerne er vilde med kylling, og det giver god mening. Den kan varieres i det uendelige og kan suge meget smag til sig, hvis du tilbereder den rigtigt. (Foto: Grafik: Oliver Seppo / DR)

Hvornår har du sidst haft lyst til kylling?

Hvis du er som mange andre danskere, så er det højst sandsynligt ikke så lang tid siden. I vores lille land elsker vi nemlig kylling så meget, at den hører til blandt vores foretrukne aftensmadsretter.

Især her i foråret vil du se kylling på mange menukort landet over. Kylling regnes nemlig som en oplagt forårs- og sommerret på grund af det lette kød, der går godt sammen med sæsonens friske og sprøde grøntsager.

Men kylling er værd at hylde hele året. Kødet er forholdvis fedtfattigt og meget mere klimavenligt end kalv, okse- og lammekød. Desuden er det hovedingrediensen i en perlerække af klassiske opskrifter, som aldrig går af mode.

Dem kan du læse om her, og vi begynder med dr.dk-læsernes absolutte favorit:

1

Kylling i karry - læsernes favorit

Kylling i karry er nem at holde af, og den cremede klassiker tager heldigvis ikke mere end en halv time at bikse sammen, hvis du følger denne opskrift, som hver måned læses af tusindvis af brugere på dr.dk.

En fare, når man tilbereder kylling, vil altid være, at kræet kan blive for tørt og neutralt i smagen. Men lige netop disse to faldgruber springer man belejligt over, når man bader sin kylling i en krydret karrysovs som her.

Opskriften indeholder desuden kun få ingredienser, så har du ikke lavet kylling i karry før, så prøv lige at give den en chance. Det er en god favoritret, som er let at lave på autopilot.

Tip: Skal din sauce være endnu mere fyldig, så brug fløde eller kokosmælk i stedet for mælk.

2

Kylling i ovnen - minimal forberedelsestid

Det er nemt at lave helstegt kylling i ovnen, og køber du en hel kylling i stedet for kyllingebryst eller kyllingefilet, får du hurtigt mere kød for pengene.

Her er opskriften på den helt klassiske, helstegte kylling med sovs til. Som det fremgår, skal kyllingen pensles med olie. Det øger sandsynligheden for sprødt skind.

Vil du gå all in på mormor-serveringen, så server den med en omgang agurkesalat og kogte kartofler. Er du mere til forårsversionen, så spis din kylling med rabarberkompot og en frisk grøn salat eller spidskål.

Tip: Er du besat af sprødt kyllingeskind, så prøv at gnide din kylling i en krydderiblanding med bagepulver, salt og peber. Det lyder lidt mærkeligt, men bagepulveret udtørrer simpelthen kyllingens skind, så det bliver sprødt. Og nej, det kan ikke smages.

3

Butterchicken - kyllingen der aldrig bliver tør

Smørkylling, butterchicken eller murgh makhani, som den hedder i Indien, er nem at elske. Og hvorfor så det?

Jo, måske fordi den indeholder dejlig meget smør. En anden forklaring på den delikate smag, er tid. Vil du lave butterchicken efter alle kunstens regler, skal du nemlig ikke have for travlt.

Kyllingen skal marinere i en yogurtblanding, og som du kan læse i denne autentiske opskrift fra Price-brødrene, så er det ikke en hvilken som helst marinade. Heldigvis er resultatet indsatsen værd: Kyllingen bliver enormt saftig og kompleks i smagen.

Og har du ikke inviteret gæster, så skynd dig at gøre det, for den her opskrift giver altså folk øjeblikkelig lyst til at slikke tallerkenen bagefter.

Tip: Nu er Price-brødrene jo kendt for deres masser-af-smør-mantra, men synes du, at hundrede gram smør lyder af lidt meget, kan du også sagtens komme i mål med halvdelen.

4

Nuggets - slår alle færdiglavede

Siden fastfoodkæderne introducerede os til kyllingenuggets, er de blevet en sand børneklassiker herhjemme på lige fod med fiskefileter, pølsehorn og pizzasnegle.

Nuggets har med tiden pådraget sig et dårligt ry på grund af deres ofte lidt tvivlsomme indre af blendet kyllingekød, som er blevet beskyldt for at rumme en del andet end bare kylling.

Laver du dine egne 'nuggets' på hele stykker kyllingefilet, er du derimod sikret en ordentlig smag af kylling og en knasende sprødhed, som er svær at opdrive, når man køber de færdiglavede versioner.

Tip: Hjemmelavede kyllingenuggets serveres tit med pomfritter, men de smager faktisk også virkelig godt i en frisk og sprød salat med masser af agurk, gulerødder og en god dressing.

5

Cæsarsalat - salaten med dressingen over dem alle

En anden udenlandsk kyllingeklassiker er cæsarsalaten, som kan være ualmindelig snasket og fyldt af umamismag.

Salaten har ikke den mindste relation til den romerske Julius Cæsar. I virkeligheden stammer opskriften fra restauranten Caesar's, som lå i den mexicanske grænseby, Tijuana, i begyndelsen af 1900-tallet.

Restauranten var ejet af italieneren Caesar Cardini, men om han var manden, der opfandt den berømte salat, er der lidt delte meninger om.

Cæsarsalat er blevet lavet i mange variationer i årenes løb, og mange har en tendens til at springe dressingen over og købe en færdiglavet én i stedet. Men det er faktisk ret sjovt at lave den fra bunden som i denne opskrift. Det lyder måske lidt underligt, at der skal æggeblommer og ansjoser i, men det skal prøves. Det er nemlig lige præcis disse ingredienser, der giver salaten den helt rigtige, cremede umamismag. Og bare rolig - din kyllingesalat kommer ikke til at smage af fisk!

Tip: Når du først har åbnet pakken med salat, så gem gerne salat i en frysepose med lidt vand eller i en plasticbøtte med lidt vådt køkkenrulle. Så holder salaten sig meget bedre i køleskabet.

6

Coq au vin - franskmændenes favorit

Coq au vin betyder 'hane med vin' på fransk, men du behøver altså ikke købe en hane for at lave denne franske klassiker. En almindelig kylling kan også gøre det.

Har man ikke lavet coq au vin før, kan navnet måske afskrække lidt, men sandheden er, at retten er en simreret, som ikke kræver store evner i fransk kogekunst. Til gengæld er den let at imponere med.

Tip: I den originale opskrift bruger man Bourgogne-vin, og det anbefaler James Price også her. Er dit budget begrænset, så byt bare vinen ud med en billigere variant. Prøv for eksempel en Côtes du Rhône, som sagtens kan fås for under hundrede kroner.

7

Hønsesalat - verdens bedste restemad

Hønsesalat er en klassiker på frokostbordet. Hvordan den har gjort sig fortjent til at indeholde ordet 'salat', må guderne dog vide. Men det er perfekt spin, for man glemmer lidt, at det jo egentligt bare kød, svampe og lidt asparges, der nærmest er marineret i mayonnaise.

Selvom hønsesalat er en fedtet omgang, så kan det smage virkelig godt, hvis man laver det selv.

Det giver for alvor mening, hvis man har kyllingerester til overs: Måske har du lavet hjemmelavet hønsekødssuppe dagen forinden, eller måske har du en ovnbagt kylling, som du ikke fik spist alle delene på.

Tip: En anden genial måde at komme kyllingerester til livs er selvfølgelig også ved at lave den klassiske clubsandwich.

Facebook
Twitter