Du spiser usundt og mere, når du spiser foran skærmen

Danskerne spiser i højere grad foran tv’et, telefonen eller computeren, men så spiser man typisk mere og mere usundt. Giv maden mere opmærksomhed, lyder rådet.

Lav portionsanrettet mad, når du spiser foran computeren eller fjernsynet - så spiser du typisk mindre og sundere. (© Boyarkina Marina - Fotolia)

En frokostsandwich foran computeren på jobbet, aftensmad med tv’et tændt eller med mobilen i hånden, eller en fyldt slikskål ved hånden, mens du ser tv i sofaen.

Det er ikke altid maden, der får vores opmærksomhed, når vi spiser. Faktisk ser næsten halvdelen af danskere tv, læser, bruger computer eller smartphone, mens de spiser aftensmad, viser Madkulturens Madindeks fra 2015.

Og en anden undersøgelse – ’Tiden vi spiser’ fra Rockwool Fonden – viser, at kun hver tredje dansker bruger tid på at spise frokost.

Man spiser flere kalorier

Men man spiser typisk mere, end man har brug for, når man ikke er opmærksomme på mad.

Og det kan betyde ekstra kilo på kroppen, fortæller Morten Elsøe, der er cand.scient. i molekylær ernæring, underviser i kost og sundhed og rådgiver klienter om at skabe sunde vaner omkring mad.

- Der er stor risiko for, at man flere gange om dagen indtager flere kalorier, end man har lyst til og brug for, hvis man ikke er opmærksom på maden, når man spiser. Og så ender det med, at man lige så stille tager på, siger han, der giver den såkaldte uopmærksomme spisning – mindless eating - en del af skylden for den stigende overvægt i befolkningen.

For man mærker ikke kroppens signaler, når hovedet er beskæftiget med noget andet, mens man spiser.

Til tallerkenen er tom

- Når man har opmærksomheden på computeren eller fjernsynet, er man ikke opmærksom på, om man er mæt eller har lyst til mere mad. Man spiser bare det, der er foran en, og man spiser, til tallerkenen er tom eller sandwichen er spist helt op, siger Morten Elsøe.

Problemet er, at kroppen formentlig ofte kunnet have klaret sig med mindre mad – men det mærker man ikke, fordi fokus er på fjernsynet eller computeren.

- Mange tror fejlagtigt, at mæthed er, når man har mad helt oppe i halsen. Men det er helt forkert. Mæthed er, når man ikke længere føler sig sulten, og det kræver, at man er opmærksom for at fornemme det, siger Morten Elsøe.

Planlæg måltidet

En nem løsning på problemet med at spise uopmærksomt er naturligvis at slukke alle medier, give maden 100 pct. opmærksomhed og mærke godt efter - inden man tager portion nummer to og tre – om man virkelig er mere sulten.

Men det er ikke en holdbar løsning for mange:

- Hvis man er alene, kan det være meget ensomt at spise uden en skærm, og hvis man har travlt på job, kan man være nødt til at spise foran skærmen. I de tilfælde kan man i stedet planlægge måltidet, så man ikke får for mange kalorier, siger Morten Elsøe og kommer i faktaboksen her ved siden af med tre gode råd til at spise færre kalorier foran skærmen.

Herunder får du opskriften på et par lækre og sunde retter, du kan lave til frokost eller aftensmad.