Emilie har lånt 400.000 kroner til at realisere sin maddrøm: 'Jeg er mega fucking spændt'

26-årige Emilie Qvist droppede ideen om universitetet, fordi hun kedede sig. Nu åbner hun sin egen restaurant.

(Foto: ASTRID DALUM © ASTRID DALUM)

Som 21-årig skulle jeg finde en uddannelse. Alle i min omgangskreds søgte ind på universitetet. Jeg tænkte, at det kunne jeg da også, så jeg begyndte at læse matematik, fysik og kemi som suppleringsfag.

Men jeg kedede mig ekstremt meget.

Det føltes helt forkert. Men så slog det mig: Hvorfor ikke blive kok?

I det sekund jeg begyndte på Hotel- og Restaurantskolen, vidste jeg, at det var det rigtige.

Min første læreplads var på en fin Michelin-restaurant i København. Det var et vanvittigt liv, og jeg fik hurtigt nok af det. Så sagde jeg op og tog hjem til mine forældre, som har en gård på øen Livø i Limfjorden.

Mine forældre er økologiske landmænd, og jeg har tidligere svoret, at jeg ikke skulle arbejde med det samme som dem. Jeg har aldrig set mig selv som et naturmenneske, og som teenager syntes jeg ikke, det var særlig fedt at bo på en ø i Limfjorden.

Min indstilling til Livø og til naturen ændrede sig, da jeg begyndte på uddannelsen som kokkeelev.

Når jeg besøgte mine forældre, opdagede jeg, at jeg kunne gå ud i naturen og finde alt muligt spiseligt. Pludselig gik jeg ikke bare tur, nu var der en mening med det.

Det blev mere en form for voksenskattejagt at gå ud og plukke, og jeg opdagede, hvor gavmild naturen er. På kort tid kan du finde virkelig meget.

  • Emilie Qvist startede med at samle vild mad for fire år siden. Hun sankede små vilde granskud, som hun stadig har på glas derhjemme. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)
  • På Livø er det nemt at følge med i sæsonerne. Emilie Qvist holder nøje øje med, hvordan naturen dag for dag ændrer karakter. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)
  • For tiden er det oplagt at sanke ramsløg, fortæller Emilie Qvist. De findes i store mængder, så selv til restaurantbrug er det muligt at komme op i en god volumen. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)
  • Ramsløg står tit i skovbunden. Planten dufter kraftigt af hvidløg, fortæller Emilie Qvist. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)
1 / 4

Vil sætte nyt liv i gammel grillbar

Jeg har undervejs i min kokkeuddannelse lavet mange afstikkere, men det største spring tog jeg i februar i år:

Jeg var hjemsendt fra min praktikplads og ringede til min veninde, fordi jeg kedede mig. Hun er turistchef i Thy, og hun kan altid gøre mig glad.

Hun spurgte, om jeg ikke ville med på en lille køretur. Det viste sig at være lidt af en charmetur, hun havde taget mig med på, og vi endte på havnen i Hanstholm, hvor den lokale grillbar var til salg.

Emilie Qvist er efter eget udsagn 'pissetræt af København'. Hun har boet i hovedstaden i fem år, men kunne aldrig finde på at åbne restaurant der. - Folk har så travlt. Man skal se rigtig ud og spise på de rigtige steder, men folk kender jo ikke hinanden. Her snakker alle sammen, siger hun. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)

Vi talte med ejerne, og om natten kunne jeg ikke falde i søvn. Pludselig overvejede jeg at åbne min egen restaurant i fucking Hanstholm! Der er jo en virkelig lille by. Men jeg var helt forelsket. Jeg kunne ikke slippe tanken. Jeg var bare så meget klar til at arbejde for mig selv. Jeg vil gerne arbejde hårdt, men det demotiverer mig, at nogle andre bestemmer.

I ugerne efter kørte jeg til Hanstholm hver dag for at snakke med de lokale om min ide.

Jeg tog på den store fiskeauktion, der ligger på havnen. Her fortalte jeg folk, at jeg var kok, og at jeg ville lave en restaurant i den gamle grillbar, hvor vi serverede frisk fisk direkte fra auktionen sammen med lokale, friske grøntsager og vilde urter fra området.

Heldigvis kunne folk se meningen med min ide. Selv de ældste garvede fiskere kom hen og sagde, at de bakkede mig op. Så kan man ikke bede om mere.

Selvom Hansholm rummer en af landets største fiskeauktioner, så er det de færreste steder, der serverer frisk fisk i byen. - Du kan bade i pomfritter, men langt de fleste steder er fiskene dyppet i friture. Det kan faktisk gøre mig lidt ked af det, fortæller Emilie Qvist. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)

Selvfølgelig giver det sug i maven at låne 400.000 kroner

Når jeg kigger på mine noter, kan jeg se, at det første, jeg har skrevet ned om restauranten, er fra den 11. februar i år. Nu er der gået små tre måneder, og lige om lidt skal vi åbne.

I mellemtiden har jeg taget orlov fra kokkeuddannelsen, jeg har lånt 400.000 kroner af den lokale bank, og jeg har fundet en partner, Emma, som er medejer og restaurantchef, imens jeg står for køkkenet.

Der er virkelig mange ting, man skal tage stilling til, når man skal åbne en restaurant. Brandudgange, fødevaresikkerhed og medarbejdernes pensionsopsparing.

Vi knokler mindst 12 timer om dagen for at gøre det hele klar til åbningen af restaurant Medvind, som den skal hedde. Men det er fedt. Vi tænker det ikke som arbejde.

Emilie Qvist åbner restauranten med sin veninde og businesspartner, Emma Milner. Hun er medejer og restaurantchef. I disse dage er restauranten ved at blive malet. Farverne blå, lyserød og gul skal gå igen. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)

Selvfølgelig giver det et sug i maven at låne 400.000 kroner, det er mange penge, der er på spil, men det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over. Hvis jeg var nervøs for det her, hvordan ville gæsterne så ikke have det?

Til gengæld er jeg mega fucking spændt. Får vi 10 eller 100 gæster?

Som kok drømmer man nok altid om at få sit eget, og når du er passioneret kok, tænker du på mad 24 timer i døgnet. Det kører bare rundt. Du tænker over retter, smage og leverandører. Du bliver virkelig skør i hovedet af det. Og når du tænker så meget på mad, så drømmer du også en dag om selv at lave menuen.

Den drøm har jeg også haft, men jeg havde aldrig troet, den skulle komme nu.

Vi danskere er alt for vant til, at vi kan få alle råvarer på alle tidspunkter af året. Den tankegang skal vi vænne os af med, mener Emilie Qvist, som håber, at hendes restaurant kan give gæsterne et større indblik i sæsonerne. (Foto: ASTRID DALUM © Astrid Dalum/DR)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk