En forloren kæmpe-hotdog!? Sussi & Leo laver mad på en helt anden måde, end du gør

Når kultduoen går i køkkenet, står den på sovsede klassikere og smarte tricks.

I DR3-programmet 'Pludselig boede jeg hos Sussi og Leo' følger man teenageren Lukas Bundgaard, som bor hjemme hos det kendte musikerægtepar. I programmet fremstilles Sussi og Leos hverdag som en tryg tilværelse for Lukas, og de mange måltider med hjemmelavet mad bliver et symbol på tryghed, hygge og ro. (Foto: Nils Meilvang/DR Grafik)

Måske har du hørt om deres kitsch-koncerter og Sussis evne til at vise sine trusser.

Til gengæld vidste du nok ikke, at Sussi og Leo skam også har haft planer om at udgive en kogebog? Men det har de, for madlavning betyder faktisk en hel del for det bramfri musikerpar fra Nordjylland.

- Vi hygger os virkelig meget med at stå i køkkenet. For mit vedkommende er madlavningen et dejlig lille frikvarter. Så snakker vi lidt imens, og det føles bare afslappende, siger Leo Nielsen i telefonen fra gården i Saltum.

- Ja, man kan vel sige, at det er vores hobby, tilføjer Sussi Nielsen i baggrunden.

Hvis Sussi og Leo selv skal sige det, så har de i årenes løb gjort sig ret så mange erfaringer i køkkenet og ikke mindst lokket nogle gode hemmeligheder ud af erfarne folk.

Især når det gælder traditionelle danske retter med kød.

- Da vi var nyforelskede, prøvede jeg at spise en salat. Jeg havde aldrig smagt det kaninmad før, og den dag i dag er det kun, hvis det er meget varmt i vejret, at jeg fravælger kødet og spiser en salat, siger Leo.

Foruden kød er smør og fløde også ofte en gennemgående ingrediens, tilføjer Sussi Nielsen.

- Det der med at spare på fløden og smørret - det gider vi altså ikke. Det skyldes nok, at hverken Leo og jeg døjer med vægten. Vi spiser til gengæld ikke så store portioner, men hvis vi skal have noget at spise, så skal det fandeme også være noget, vi kan lide.

Hver gang Sussi og Leo har lavet en ny ret, de synes om, skriver de deres erfaringer ned. Om der nogensinde bliver tid til at skrive den kogebog, de har drømt om, er der ingen der ved.

Men hvis du er nysgerrig på de hemmelig

tricks
, de har lært sig gennem årene, så kommer der fire af deres vinderretter her samt hemmeligheden bag deres favoritsovs.

1

Forloren hotdog

En svinemørbrad kan transformeres til en kæmpe hotdog. (Foto: Thomas Borberg)

Man kan faktisk godt transformere en svinemørbrad om til et slags kæmpe hotdog, har Leo Nielsen erfaret.

- Du tager simpelthen en svinemørbrad, og så fylder du den med ketchup, sennep, engelsk sovs, løg og salt og peber. Luk derefter mørbraden sammen med kødnåle, og så er den klar til at blive bagt i ovnen på 200 grader.

Hvis den

gigantiske
kød-hotdog skal smage ekstra godt, anbefaler han, at man smider den på grillen.

- Så får man røgsmag med i kødet, og det bliver den kun endnu bedre af.

2

Frikadeller med persillesovs

Frikadeller skal steges ved høj varme i masser af smør. (Foto: Finn Byrum © Finn Byrum)

Persillesovs er noget, man spiser til stegt flæsk eller rødspætter. Men nej. Ikke i Sussi og Leos verden.

- Leo og jeg er helt tossede med frikadeller og persillesovs. Det smager bare rigtig rigtig godt, udbryder Sussi begejstret.

Det er heller ikke en tilfældig frikadelleopskrift, som ægteparret sværger til, men en særlig god opskrift, som de har fået af en skibskok, de engang mødte i Skagen. Opskriften minder i bund og grund om en almindelig opskrift på frikadeller, men der er to

afgørende
forskelle, og den første kender du måske allerede.

- Først og fremmest så river vi altid løgene. Der er ingen af os, der er vilde med store løgklumper i en frikadellefars, og farsen kommer simpelthen til at smage bedre, når løgene rives, forklarer Sussi.

Det næste

trick
er knap så kendt. Faktisk er det lidt af en hemmelighed.

- Hvis du vil opnå luftige frikadeller, så skal der simpelthen fem eller seks æg i farsen per 500 gram svinekød. Vi kommer sommetider endnu flere æg i, siger Sussi. Hun plejer at stege frikadellerne på høj varme i masser af smør, så de får en hård skorpe.

3

Millionbøf med verdens nemmeste brune sovs

Sussi og Leo er blevet storforbrugere af engelsk sovs på grund af deres brune sovs. (Foto: Mads Trolle © dr)

Der var engang, hvor Sussi og Leo ikke kunne lave en brun sovs. Og det var kilde til ret så meget frustration.

- Det var virkelig noget, der irriterede os. Alle kan sgu da lave en brun sovs, sagde vi til hinanden, men vi kunne ikke, fortæller Leo.

Heldigvis skete der det, at de inden en koncert et sted i landet fik serveret millionbøf med brun sovs på et hotel. Sovsen smagte så godt, at de hev fat i kokken, som kunne fortælle, at den stort set bare var lavet på engelsk sovs og fløde. I dag er Sussi og Leo blevet storforbrugere af engelsk sovs på grund af det tip.

- Du hakker fire løg, som du steger hårdt i fedtstof. Derefter hælder du en halv liter engelsk sovs på og en kvart liter fløde. Så skal de bare simre i fire timer, og til sidst hælder du det igennem en sigte. Inden servering skal sovsen have lidt kulør samt salt og peber.

Den brune vidundersovs kan bruges til mange retter, men til millionbøf er den særlig god. Kartoffelmosen skal i øvrigt være 'fløjlsblød', mener Leo. Den konsistens opnår man, hvis man pisker sine kogte kartofler med en sjat fløde og smør, mener Leo.

4

Kyllingebryst i ovn

Sussi og Leos trick til et saftigt stykke kyllingkød er en omgang folie. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)

Det behøver selvfølgelig heller ikke være ko og gris det hele, og Sussi og Leo elsker også en god omgang kylling. De kan godt finde på at købe en hel kylling, men skal det være nemt, køber de kyllingebryst.

Kyllingebryster kan dog nemt gå hen og blive tørre, og her er

tricket
til et saftigt stykke kød bare en omgang folie, fortæller Sussi.

Hvert kyllingebryst pakker man simpelthen ind i et stykke sølvpapir. I pakken lægger man også lidt grøntsager med - måske et løg, hvidløg, lidt peberfrugter og krydderier. Og så selvfølgelig en god klat smør, salt og peber, forklarer hun.

- Ovnen skal stå på 180 grader, og kyllingen skal ikke have særlig lang tid. Måske 15 eller 20 minutter, og så bliver det simpelthen så lækkert, siger Sussi.

Facebook
Twitter