Er danske jordbær bedst?! Ekspert afgør sejlivet diskussion

Jordbærsæsonen er netop gået i gang. Men er de nu så gode, som vi gør dem til?

(Foto: Illustration: Oliver Seppo)

Du har sikkert hørt det en million gange før: De danske jordbær er noget helt, helt særligt.

Men er de nu også det?

Eller er vores hyldest i virkeligheden et udtryk for snobberi og nostalgi fra en svunden tid, hvor vi slet ikke kunne få fingre i jordbær fra sydens sol?

I sidste uge begyndte sæsonen for de danske frilandsjordbær, og de næste uger vil du se flere og flere jordbær i butikkerne. Men inden du styrter ud efter de hypede, danske bær, fortjener du et ærligt svar: Smager de egentlig bedre end de udenlandske?

Da vi har haft et temmelig koldt forår i år, begynder jordbærsæsonen senere end normalt. Selvom du har kunnet få danske drivhusjordbær i mange uger, er det først de seneste uger, at frilandsjordbærrene er kommet på markedet. (Foto: Nadi Lindsay/Pexels.com)

Spørger man gastrofysiker og professor Ole G. Mouritsen fra Københavns Universitet, skal man være varsom med at stemple frugt som bedre end noget andet, når det gælder smag.

- Om det ene eller andet smager 'bedre' er individuelt. Nogle kan jo godt lide stenhårde og umodne pærer, og mange har aldrig smagt rigtigt solmodne tomater og bliver overrasket over, hvordan tomater egentlig kan smage.

Én ting kan man dog godt konkludere, forklarer han:

- Frugter, der er modnet på planten, har en bedre smags- og aromaprofil end dem, der er høstet før tid og enten ikke er modnet eller er blevet tvangsmodnet, siger han og understreger, at meget af den udenlandske frugt netop bliver høstet, før det er modent, for at undgå, at det bliver ødelagt under transporten.

Denne forklaring bakkes op af Dan Haunstrup Christensen, som er jordbærkonsulent hos gartnerirådgivningen, HortiAdvice:

- Hvis man vil have gode, smagfulde jordbær, spiller det en stor faktor, at de plukkes modne. Samtidig spiller leveringstiden også en stor rolle - jo friskere de er, jo bedre. Det er også derfor, at tomater fra din egen have smager bedre end alle dem, du køber.

Gå efter selv-pluk!

Men er de danske jordbær simpelthen bare bedre, fordi vi bor i Danmark?

Ja, noget kunne tyde på det. Men selve jordbærsorten spiller naturligvis også ind, forklarer Dan Haunstrup Christensen.

Måske har du hørt, at jordbær slet ikke er et bær, men en nød. I virkeligheden er jordbær i botanisk forstand en samling af nødder: Alle de små lyse prikker er nemlig nødder, imens det røde kød er frugtkød, der holder dem på plads. (Foto: Lisa/Pexels.com)

- Det er klart, at der findes jordbærsorter, der er bedre end andre. Der findes flere gode og lækre sorter, der ikke holder til lang transport og opbevaring, fordi bærrene er lidt bløde. Men hvis jordbæravlerne har mulighed for at levere direkte til en vejbod eller gårdbutikker, så kan de stadig vælge at dyrke disse gode sorter.

Og med disse ord kan vi vist godt konkludere: Der er en meget stor chance for, at du vil synes, de danske jordbær smager bedre end dem, der har været undervejs længe.

Vil du være ekstra sikker på høj kvalitet, så køb dem så friske, som det kan lade sig gøre eller find en mark med selv-pluk!

Pssst! Hvis dine friske og (måske) lidt skrøbelige jordbær slår sig lidt, får du her tre geniale jordbæropskrifter, som du stadig kan bruge dem til:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk