Er du også med på vognen? Global grøntsagstrend hitter lige nu

I så fald er du ikke alene. Paul McCartney og en halv million mennesker har også taget udfordringen op.

Tilbage i 2010 var antallet af vegetarer og veganere så begrænset, at man ikke kunne måle det statistisk. Nu er 2,5 procent af befolkningen enten vegetarer eller veganere, fortæller Vegetarisk Forening. (© DR/Grafik: Oliver Seppo)

Har du overvejet at spise vegansk i januar?

Måske er du ligefrem i fuld gang med at udforske det plantebaserede køkken? Så er du ikke den eneste.

I januar er det nemlig blevet en global trend, at folk sætter indtaget af kød, fisk, ost, mælk og æg på pause for en stund til fordel for at gå amok i grøntsager og planteproteiner.

Trenden har fået navnet "Veganuary", og skuespilleren Joaquin Phoenix og musikeren Paul McCartney er blandt tilhængerne.

Bag navnet står en britisk nonprofit organisation, som tilbage i 2014 begyndte at kæmpe for, at flere mennesker prøvede kræfter med det veganske køkken. Det første år fik Veganuary 50.000 tilhængere. Ifølge organisationen har 500.000 mennesker fordelt over 159 lande holdt vegansk januar siden 2014.

- På bare få år har vi virkelig kunnet mærke, at folk har taget Veganuary til sig. Vi valgte bevidst at køre

kampagnen
i denne måned, fordi vi vidste, det er nu, folk er åbne over for at ændre livsstil og prøve noget nyt, skriver organisationen på deres hjemmeside.

Flere dropper kødet

Også i Danmark kan Vegetarisk Forening mærke markant øget interesse i årets første måned.

- Det er helt tydeligt, at folk overvejer at spise mere vegetarisk og vegansk her i januar. Det danske sidestykke til Veganuary hedder 'Klimaudfordringen', og det er også en udfordring, som rigtig mange springer på, siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

Det helt

afgørende
er dog, om folk holder ved deres grønne vaner, understreger Rune-Christoffer Dragsdahl.

For det er i det lange løb, at den vegetariske eller veganske livsstil gør en reel forskel for klimaet og dyrene, mener han.

- Vi ved, at det er meget svært at finde valide tal på, hvor mange folk, der rent faktisk hænger ved. Men én ting er sikker: Flere og flere dropper kødet. I 2010 var tallet så småt, at vi statistisk ikke kunne måle det. Nu er 2,5 procent af befolkningen vegetarer eller veganere.

Er du nysgerrig på det veganske køkken? Her er et udpluk af DR's bedste veganske opskrifter

Facebook
Twitter