Få sprøde flæskesvær med Price-garanti

De knaser vidunderligt og smager så juleenglene synger. Her får du James Prices guide til, hvordan du på en noget anderledes måde laver knasende sprøde flæskesvær.

Du får de sprødeste flæskesvær med James Prices opskrift, hvor sværene skæres af stegen og tilberedes for sig. Foto: DR (©DR)

Umiddelbart tænker man ikke, at man ender med knasende sprøde flæskesvær, når man begynder med at koge sværene fra juleaftens steg i 20 minutter i vand.

Men når James Price er inde over, så ved man, at det nok skal ende godt. Og det ender da også med, at sværene fra kamstegen bliver lækre og sprøde, når James Price i aften i programmet 'Jul i det kongelige kobberkøkken' laver flæskesteg.

Price og Blomsterberg i dit tv:

(©DR)

Jul i det kongelige kobberkøkken sendes på DR1 i aften kl. 20.00.

Nytår i det kongelige kobberkøkken sendes på DR1 torsdag d. 29. december kl. 21.00.

I programmet i kobberkøkkenet laver James Price julemad sammen med konditor Mette Blomsterberg. De to laver den fulde julemenu med flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og sovs, og så laver de risalamande til dessert.

LÆS OGSÅ Tre friske salater, der passer perfekt til julemiddagen

Særligt de sprøde svær på flæskestegen får stor opmærksomhed i køkkenet, hvor James Price skærer sværene af stegen og tilbereder dem seperat med både kogning og stegning. Herunder får du James Prices bedste tips, og du kan klikke dig frem til opskriften på flæskestegen, som han tilbereder i sous vide.

James Prices guide til knasende sprøde flæskesvær:

  • Sværen fra kamstegen - evt. suppleret op med ekstra rå svær fra slagteren - skæres ud i strimler og koges i saltet vand i 20 minutter. Tag dem op og lad dem dryppe af, og læg dem i en bradepande. De må helst ikke ligge oven på hinanden, men bredes pænt ud.

  • Steg dem i ovnen i ca. 30-35 minutter til de er gyldne og sprøde. Undervejs hældes afsmeltet fedt fra bradepanden.

  • Lad sværene dryppe af på fedtsugende papir og drys dem med salt evt. iblandet lidt pulveriserede laurbærblade og nelliker.

  • Sværene holder sig sprøde i flere dage, hvis de opbevares i en lufttæt beholder. De kan varmes op i en lun ovn inden servering.

Klik på linket herunder og få hele opskriften på James Prices flæskesteg og de sprøde svær - og se alle de øvrige opskrifter fra programmet.

timeperson

timeperson

timeperson

timeperson

timeperson

timeperson

Se 'Jul i det kongelige kobberkøkken' i aften kl. 20 på DR1

Del: