32-årige Fabian Vennekilde er fuldtidsskralder.
Han er egentlig uddannet kok, men i januar sagde han op på en bøfrestaurant, hvor han arbejdede som souschef.
- Jeg gik simpelthen rundt og tænkte for meget på klimaet. Og så stod jeg der og stegte bøffer. Det gav lige pludselig ingen mening for mig, siger Fabian Vennekilde.
I dag lever han på et skrabet budget for at få tid til at dyrke den kamp, der ligger ham mest på sinde. Kampen mod madspild.
Hver aften besøger han mellem fem og ti supermarkedscontainere for at tjekke, hvor meget mad der er blevet smidt ud. Gør han alvorlige fund, poster han det på sin Facebook-side. Han kontakter også alt fra supermarkeder til medier og politikere.
Loven forbyder ikke Fabian Vennekilde og andre skraldere at hente kasserede varer fra containere. Kun hvis det er fra aflåst ejendom. Og det holder Fabian Vennekilde sig fra - som udgangspunkt, fortæller han.
- Jeg prøver altid at følge loven. Enkelte gange har jeg klippet låse op. En dag fandt jeg 200 ruller med tapet i en låst container, og der klippede jeg op, fordi de var så vigtige for mig at redde.
Men hvordan kan du forsvare at bryde loven for at skralde?
- Jeg er ikke ude på at lave hærværk. Men skulle jeg en dag komme i fængsel for det, jeg laver, så må det være sådan. Jeg tror mere på denne sag end på noget andet.
Særligt her i juletiden går det amok med kasserede varer, fortæller Fabian Vennekilde.
- Her op til jul og især de sidste dage inden jul og dagene lige efter, er det vanvittigt, hvor meget der bliver smidt ud. I sidste måned fandt min kollega 45 frosne ænder i en container i Aarhus, og i denne uge har jeg selv fundet 85 frosne ænder, som intet fejlede i et par containere på Nørrebro. Og jeg ved bare, at jeg det næste stykke tid kommer til at finde så uhyggelig meget mad derude.
DR Mad har været med Fabian Vennekilde på en jule-skraldetur for at se, hvor meget julemad, vi kan finde på en helt almindelig onsdag aften. Og ja, det er lovligt at skralde.