Frugtsukker er også sukker: Derfor bør du nøjes med 3 stk. frugt om dagen

Både frisk og tørret frugt er fyldt med frugtsukker. Derfor bør du holde dig til højst 300 gram frugt om dagen, siger diætist fra DR1-programmet 'Generation XL'.

Kun halvdelen af de '6 om dagen' bør være frugt. Resten skal være grøntsager. (©/colourbox.com)

Som en del af de 10 kostråd anbefaler Fødevarestyrelsen, at vi spiser 600 gram frugt og grøntsager om dagen.

Hvad mange måske ikke ved er, at mindst halvdelen skal være grøntsager, og at du ikke bør spise mere end tre stk. frugt om dagen - og endnu mindre, hvis du er under 11 år.

- Energiindholdet, og dermed mængden af kalorier, er markant højere i frugt end i grøntsager på grund af frugtsukkeret, siger Kit Henningsen, som er diætist ved børneafdelingen på Holbæk Sygehus.

- Hvis man er overvægtig og gerne vil tabe sig, skal man holde sig til 1-2 frugter om dagen, hvorimod normalvægtige godt kan spise tre. Men helst ikke mere end det.

Kalorierne i en banan på 100 g svarer til 7 sukkerknalder, og kalorierne i et æble på 165 g svarer til ca. 6 stykker blandet slik. (©DR)

Frugt er rigt på både kalorier og kostfibre

Sukker i frugt fungerer nemlig på samme måde i kroppen som almindeligt sukker. Frugtsukker er altså lige så energifyldt og rigt på kalorier som det sukker, der for eksempel findes i slik eller sodavand.

- I en banan på 100 gram svarer andelen af kalorier til syv sukkerknalder. Og der er næsten lige så mange kalorier i et stort æble på 165 gram, som der er i seks stykker blandet vingummi og lakrids fra en Matador Mix-pose, siger Kit Henningsen.

Selvom der altså er en del sukker i frugt, er der alligevel stor forskel på, om du spiser frugt eller slik.

- Forskellen på sukker i slik og sukker i frugt er, at frisk frugt ikke kun indeholder sukker, men også både vand, kostfibre, vitaminer og mineraler. Derfor er frugt sundere og giver samtidig en bedre mæthedsfølelse end for eksempel slik.

Tørret frugt er den helt store synder

Med hensyn til tørret frugt skal du dog passe endnu mere på.

- Tørret frugt er ligesom slik. Sukkerindholdet i tørret frugt er meget højt netop fordi, det er tørret. Faktisk er energiindholdet i tørret frugt 6-7 gange højere end frisk frugt, så jeg ville aldrig anbefale at have for eksempel en figenstang eller lignende med på madpakken, understreger Kit Henningsen.

Ligesom ved almindeligt frugt er det dog ikke kun sukker, du indtager, når du spiser tørret frugt.

- Der er flere fibre, vitaminer og mineraler i tørret frugt, end der for eksempel er i vingummier eller lakridser, og derfor er det et bedre valg, siger Kit Henningsen.

Men du bør altså ikke spise tørret frugt som en sund snack flere gange om dagen.

Del: