Frysepizza er favoritten: Andreas på 23 køber færdigretter hver dag

Andreas Brunsborg Larsen er langt fra den eneste, viser ny undersøgelse. Det vil Claus Meyer ændre på.

Andreas Brunsborg Larsen på 23 år er bestemt ikke nogen ørn i køkkenet.

Han kan godt koge et æg, og en lasagne går da også an, men alligevel ender han med at købe færdigmad alle ugens dage.

- Måske køber jeg færdiglavet ravioli, som jeg tilsætter lidt tomater, men generelt bliver det til rigtig mange færdigretter fra Føtex. Frysepizza er også virkelig populært, siger Andreas, som læser til lærer og bor på Egmont-kollegiet i København.

Selvom han er vokset op med hjemmelavet mad og forældre, der har forsøgt at lære fra sig, er madlavning aldrig blevet en rutine for ham.

Det betyder, at han i dag ikke føler sig tryg i et køkken. Og når han har maddag på kollegiet, kan det nærmest være forbundet med angst at skulle trylle et måltid frem til 15 personer.

Oplev Andreas i køkkenet på kollegiet her:

Andreas Brunsborg Larsen er på ingen måde alene.

Mere end hver fjerde 18-25-årige siger selv, at deres evner er utilstrækkelige, når det gælder madlavning. Det viser endnu ikke offentliggjorte tal vidensorganisationen Madkulturen, som hører under Miljø- og Fødevarestyrelsen.

Ifølge organisationens undersøgelser fra 2018 er det også unge mellem 18 og 25 år, der laver mindst hjemmelavet mad.

- Jeg tror, det er vigtigt at få en god start i køkkenet. Måske fordi jeg ikke selv fik det, skriver Claus Meyer i den nye kogebog 'Når du flytter hjemmefra' fra Meyers. (Foto: MARIE HALD © Scanpix)

'Det er sindssygt vigtigt, at unge laver mad'

En mand, som ikke er særlig begejstret for den statistik, er kok, kogebogsforfatter og iværksætter Claus Meyer. Ifølge ham er det ikke bare bedre og billigere at lave maden selv, det er også godt for klimaet.

- Verdens ressourcer er under pres. Det at træffe ansvarlige valg er nemmere, hvis man har haft fingre i dejen og forstår, hvad der er på spil. Derfor er det sindssygt vigtigt, at unge bliver kompetente i et køkken i stedet for at melde sig ud af madlavningen, siger Claus Meyer.

Han har netop udgivet en kogebog med basisopskrifter til unge, der flytter hjemmefra. Selv lægger han dog også navn til en serie af færdigretter, som bliver solgt i supermarkeder landet over.

Dovenskab fører til færdigretter

Når Andreas Brunsborg Larsen køber så mange færdigretter, som han gør, handler det tit om dovenskab, mener han selv.

Egentlig kunne han godt tænke sig at lave mere hjemmelavet mad. Han ville for eksempel gerne blive bedre til at lave italienske retter. Generelt kunne han også godt tænke sig at få den der rutine i køkkenet, så han ikke skulle føle sig utryg.

Men hvad ville hjælpe madlavningen på vej?

For Andreas Brunsborg Larsen er sociale begivenheder og mere træning vejen frem.

- Jeg er med i en madklub på kollegiet, hvor jeg bor. Selvom det kan være lidt stressende at være med i, når ikke man er god, så er det også sådan noget, der gør det sjovt at øve sig i køkkenet.

Lige siden Claus Meyer flyttede hjemmefra, har kernen i hans madlavning netop være det sociale element. For ham er det helt afgørende, at vi har de basale færdigheder i køkkenet, så vi kan lave måltider til hinanden.

- Hvis vi alle sammen bare skovlede fastfood ind i kæften, imens vi cyklede fra det ene sted til det, ville vi få et samfund med ringere sociale relationer. Mad er kærlighed. Og hvis der er noget, verden har brug for, så er det, at nogen laver måltider til andre, siger Claus Meyer.

Føler du dig også usikker i et køkken? Her kommer tre gode begynderopskrifter: