Gæret mad bliver det store hit i 2017

I 2016 har gademad været den helt store trend på mad-fronten, fortæller en trendekspert, der udråber gæret mad til at blive det store hit i 2017.

Street Food har været en af de største trends i Danmark i 2016, og der er nu street food markeder på vej flere steder i Danmark. Her Copenhagen Street Food på Papirøen i København. Arkivfoto: Simon Skipper/Scanpix (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Madåret 2016 er ved at gå på hæld, og det er blevet tid til at kigge nærmere på tendenserne, der har præget året. Efter mange år, hvor 'nyt nordisk' og lokale råvarer har præget madscenen, mener Cathrine Gro Frederiksen fra trendbureauet Alikehood, at 2016 har leveret en modreaktion.

-Vi har i noget tid orienteret os mod det globale køkken, men i 2016 er det bare boomet endnu mere. Særligt i København og Aarhus har en af de store trends eksempelvis været den asiatiske nudelsuppe ramen, men også friske forårsrullerfra det vietnamesiske køkken har været et hit i 2016, og vi spiser dem nu i hele landet,” siger hun.

Street food versus hjemmelavet

Orienteringen mod det globale madmarked kan også aflæses i måden, vi køber færdiglavet mad.

- Generelt set er street food virkelig kommet frem - vi køber mere og mere færdiglavet mad og gerne af den mere eksotiske slags. Street food er i år nået ud over København og Aarhus og er nu også i provinsen. Det har virkelig bredt sig meget.

Men trenden er ikke fuldstændig entydig, siger Cathrine Gro Frederiksen. På den ene side boomer street food og det globale køkken helt vildt, på den anden side er det hjemmelavede mad og det gode håndværk blevet meget moderne.

Årsagen til dette kan findes i verdenssituationen, for omverdenens påvirkning af os har nemlig stor indflydelse på, hvad der bliver populært at putte i munden.

-De seneste mange år har mange haft en fornemmelse af, at det går ad helvede til. Og med 2016, hvor Briterne meldte sig ud af EU og USA valgte Trump, er det ikke blevet bedre. Den utryghed får folk til at vælge det nære. Derfor har vi også set, at det er blevet enormt populært at stå hjemme i køkkenet og nørde med fermentering og syltning, fordi det er så håndgribeligt, siger hun.

Fermenteret te og fleksitaren er det nye

I 2017 skal vi i følge Cathrine Gro Frederiksen kigge i lidt samme retning, hvis naboen skal imponeres med det nyeste inden for mad og drikke.

- Fermenterede drikkevarer bliver rigtig stort den kommende tid. Vi kommer til at se meget mere kombucha, som er fermenteret te, og kefir, som er en slags gæret mælk. Forskning viser nemlig, at vi med disse produkter kan påvirke mikrobakterierne i kroppen, og derigennem blandt andet påvirke vores humør og fordøjelse.

Men bliv nu ikke for fanatisk med den fermenterede te. Det nye er nemlig også, at man ikke skal hellige sig 100 procent eksempelvis palæo eller vegetarisme. Det nye er derimod at shoppe mellem de forskellige sundhedsretninger – det nye er at være såkaldt fleksitar.

- Forbruget bliver mere pragmatisk og ikke så fanatisk. Fanatikerne er udskældte. Den fede type er derimod fleksitaren, der tilpasser sig og eksperimentere og er generelt mere pragmatisk i sin tilgang til mad, siger Cathrine Gro Frederiksen.

Facebook
Twitter