Genopfind grillmiddagen! Her er de blærede retter, der slår pølserne

Weekenden står i grillens tegn, og vi har samlet alternativer til de sædvanlige travere.

Med weekendens høje temperaturer er det oplagt at tænde op i grillen. Men har du overvejet at skifte de sædvanlige pølser ud med grøn grillmad? (Foto: DR Grafik: Oliver Seppo)

Ostepølser, frankfurtere og de røde.

Mange af os har på nuværende tidspunkt af sommeren spist adskillige pølser, fordi den kødtype ofte får lov at dominere grillmenuen.

Hvis du er typen, der trænger til at prøve noget nyt, er denne weekend et oplagt tidspunkt at gå i gang med de grønne alternativer til pølserne.

Med disse blærede retter kan du på simpel vis pifte grillmenuen op, imponere dine gæster og endda grille med lidt grønnere samvittighed.

1

Den famøse gederulle

Ged er fed, og så rimer det også næsten på mundsavl. Gedeosten er grill-venlig og har fundet vejen til mange madelskende hjerter.

Den kan med garanti redde en kedelig salat eller det billige ciabattaflute, og så fungerer den også fremragende for sig selv eller som tilbehør – hvis du altså ikke er kommet til at smugspise det hele, inden den når middagsbordet.

2

Grillstribede ferskner

Altså varm frugt? Ja da! Denne salat taler til alle dine smagssanser. Smagen af sommer og sødme fra fersknerne er godt selskab til smagen af ost og pølse.

Tilfør et ekstra pift til retten med urter. Måske dyrker du dine egne krydderurter på altanen eller i vindueskarmen, og ellers er det bare med at komme i gang. Krydderurter er generelt et godt bagholdsangreb til dine kedelige rugbrødsmadder og andre hverdagsretter.

3

Aubergine og grillet tzatziki - ja, du læste rigtigt

Undskyld hva'? Umiddelbart lyder aubergine og grillet tzatziki som en fejl i ordstillingen, og varm agurk har du nok sjældent smagt.

Tzatziki er den græske hvidløgsdip, som du måske associerer med tomatsalat eller hvidløgsånde. Denne opskrift består af en yoghurt-hvidløg-blanding, som toppes med de grillede agurker.

Vi støder ofte på både aubergine og tzatziki i det mellemøstlige køkken, og kombinationen af de to er genial. Denne ret er oplagt som dip til grillbordet og kræver ikke mange ingredienser.

Så hvorfor ikke bare grille agurken og servere den for dit selskab?

4

Julemad - og nu også sommerhit

Du kender den klassiske lune rødkål, som helst skal spises til julemaden og skylles ned med snaps. Men hvis vi nu griller den røde kål og pynter med lidt grønt, kan den snildt blende ind med de andre sommerretter til din grillaften.

Desuden har den en smuk farve og kræver kun få ingredienser og forberedelsestrin, og nå ja, så er den jo også sund.

5

Grillspyd på den japanske måde

Grillspyd er en fantastisk måde at rydde op i grøntsagsskuffen på - med mindre du foretrækker at gå den klassiske vej: Med kylling. Men hvorfor så ikke bruge få ekstra minutter på at tilføre noget mere smag til spyd-oplevelsen?

Denne marinade sikrer, at kyllingen smager af mere end bare kylling. Det kan være udfordrende at tilberede kyllingfilet, uden den bliver for tør. Mariner med manér, så kan du være sikker på, at dine gæster kommer igen.

6

Majskolben - virker hver gang

Selvom dåsemajs er en vinder, når det kommer til pitabrød og mexiruller, så er der ikke meget, som slår en hel og grillet majskolbe.

Den er nem at danse med, og når man først har sat tænderne i den, er det svært at give slip.

Kokken og smørrebrødsguruen Adam Aamann udfordrer den velkendte smøroplevelse og marinerer i stedet majskolben i estragonolie. Et enkelt og glimrende trick, men du vil stensikkert vinde point hos dine gæster.

Facebook
Twitter