Ikke bare fup og fidus: Ingefær er godt for dig og din krop

Ingefær dulmer smerter ved slidgigt og kan afhjælpe transportsyge, siger professor.

Ingefær smager fantastisk og er samtidig godt for dit helbred. (© (c) Colourbox)

- Ingefær er noget, vi ved, der virker.

Det siger Kaj Winther, som er professor i klinisk ernæring og naturlægemidler ved Københavns Universitet.

Han har forsket i ingefær i mange år og er ikke i tvivl om dens positive indvirken på kroppen. Ifølge ham er det en af de planter, hvis virkning ikke er fup og fidus, men har sin berettigelse.

God mod gigt og transportsyge

Ingefær er oprindeligt fra Sydøstasien, hvor den er blevet brugt som lægemiddel gennem århundreder. Men flere undersøgelser påviser også den knoldede rods effekt på eksempelvis slidgigt.

- Smerterne dulmes simpelthen. Og man kan samtidig godt sige, at der er noget i ingefær, som generelt kan styrke vores immunforsvar, siger Kaj Winther.

Anden forskning viser, at ingefær lindrer kvalme og transportsyge. Her henviser Kaj Winther til en undersøgelse fra Svendborgsund i 1980’erne.

Undersøgelsen omfattede 81 unge, kommende sømænd. Halvdelen af dem fik ingefær, inden de gik ombord på skibet og halvdelen fik placebo.

- Her var det tydeligt at se, at dem, der fik ingefær, havde det meget bedre efterfølgende, end dem, der ikke havde spist ingefær, siger Kaj Winther.

Inspiration til mad og drikke med ingefær

Der er altså ingen grund til ikke at spise den lækre rod både frisk, tilberedt og måske som et shot fra morgenstunden af? Lad dig inspirere af syv lækre opskrifter på mad og drikke med ingefær.

Asiatisk suppe med ingefær I aftenens afsnit af Madmagasinet laver Adam Aamann denne lækre asiatiske suppe med masser af friske grøntsager, spirer og krydderurter og selvfølgelig en god portion ingefær.

Frikadeller med ingefær og sesam Ingefær fungerer også i den klassiske frikadelle. Her har Adam Aamann spicet frikadellefarsen op med ingefær, soya og nigellafrø og lavet en lækker og frisk glace, så frikadellerne bliver endnu mere smagfulde og eksotiske.

Vegetarisk curry med krydderier Denne ret er en smagseksplosion. I en tidligere sæson af Madmagasinet lavede Adam Aamann denne lækre vegetariske curry fyldt med krydderier og smage. Blandt andet ingefæren er med til at give retten sin lækre smag.

Fiskefrikadeller med ingefær Ingefær fungerer ikke kun i frikadeller lavet på kalve- og svinekød, men også i fiskefrikadeller.

Her får du James Prices opskrift på lækre thailandsk inspirerede fiskefrikadeller med blandt andet ingefær, citrongræs, koriander og fiskesauce i.

Simpel juice med ingefær og rødbede Ingefær er ikke kun godt i mad, men smager også fantastisk, når det drikkes.

Du kan nemt og hurtigt lave din egen powerjuice med ingefær og rødbede med denne opskrift.

Mango-ingefær-lassi En lassi er en cremet yoghurtdrik, som oprindeligt stammer fra Indien. Du kan lave din egen lassi med ingefær og mango med denne simple opskrift.

Ingefærshot Mangler du en opkvikker fra morgenstunden, er et ingefærshot en perfekt idé. Du kan lave dine egne ingefærshots ved blot at bruge ingefær, citronsaft, vand og akaciehonning.

Du kan finde flere opskrifter fra 'Madmagasinet' her.

Facebook
Twitter